2020 Gropello, Brolo, Riviera Del Garda Classico, Italien

  • Drue Gropello
  • Distrikt Riviera Del Garda Classico, Italien
  • Årgang 2020
  • Vol. 12,5%
  • Pris 450,00 kr.

Gardasøen byder på en perlerække af skønne kystbyer og bjergtagende natur. Her på den sydlige side af Alperne vokser citron- og morbærtræer, magnolier og mimoser side om side med oliventræer, cypresser ─ og vinstokke. Gardasøens modererende indflydelse, der tager toppen af sommerens hede og mildner vinterens kulde, skaber et behageligt klima, hvor druerne har ideelle betingelser for perfekt modning. De maleriske småbyer i bjergene omkring søen er hjemsted for mange små vingårde som Cantina Marsadri i byen Raffa di Puegnano syd for Saló ─ en charmerende havneby på vestsiden med Gardasøens længste havnepromenade. Her har Marsadri-familien dyrket vin siden 1879, og det veludstyrede vineri, med en lille vinbutik i den ene længe, vidner om et godt håndværk og et udsøgt vinsortiment. Serien af vine med betegnelsen ”Brolo” er lavet med de mest udsøgte druer og med den ypperste teknik.

Vinen

Blandt Gardakystens vinøse trumfkort finder man lette, friske rødvine, der er som skabt til at ledsage en lækker pastasalat. Måske har du smagt en Bardolino fra bjergskråningerne øst for søen, men druen Gropello, fra distriktet vest for søen, vil nok være et nyt bekendtskab for de fleste. Druen dyrkes stort set kun i Lombardiet, hvor blot 420 ha vinmarker er plantet til med Gropello Gentile, som druen hedder på stedet. Som distriktets Riviera-navn antyder har Cantina Marsadris vinstokke udsigt til Gardasøen. Det giver jordbunden i vinmarkerne god dræning, og allerede omkring år 60 anbefalede den romerske forfatter Columella i sin håndbog om romersk landbrug, De re rustica, at man plantede sine vinstokke med udsigt til vand. I glasset har Gropello en rubinrød farve med lys kant. Den delikate duft af kirsebær og blåbær skærper lysten til en smagsprøve, der med sin saftige, let syrlige smag af røde bær er både frisk og læskende. Her er ikke meget garvesyre; det er den livlige, sprøde frugtsyre, der hersker i munden, og som sammen med den friske frugt skaber den ukomplicerede lethed i smagsindtrykket, som man alt for sjældent møder i vore dage. Det føles som vinen nærmest danser på tungen.

Maden

Her er en vin, der med sin friske smagsprofil og moderate alkoholstyrke egner sig til at blive drukket kølig i store slurke til en frokost med småretter og salater. Den vil også gøre lykke i glasset til en god pizza med sprød bund.

* Indeholder sulfitter