2020 Fructus, Conte Leopardi, Rosso Conero, Marche DOC, Italien

  • Drue Montepulciano
  • Distrikt Conte Leopardi, Rosso Conero, Marche DOC, Italien
  • Årgang 2020
  • Vol. 13,5%
  • Pris 450,00 kr.

Med hensyn til at kunne byde vinelskeren på nye oplevelser har Italien gode kort på hånden. Fra nord til syd er støvlelandet opdelt i 20 vinregioner, hvor hele 338 forskellige ædle druesorter (Vitis vinifera) er godkendt til brug. I toppen af kvalitetspyramiden finder vi 39 DOCG (Denominazione di Origine Controllata e Garantita) og 474 DOC (Denominazione di Origine Controllata) vindistrikter, der til sammen står for knap 20% af landets vinproduktion. Resten af vinen laves i 129 store IGT (Indicazione Geografica Tipica) distrikter og et mangfoldigt kludetæppe af landvine ( Vino Da Tavola).

Vinen

Med Fructus er vi kommet til regionen Marche øst for Umbrien, hvor vinmarkerne strækker sig fra Adriaterhavet til Appenninernes bjergskråninger. Zonen for Rosso Conero DOC udgør et halvcirkelformet område rundt om Monte Conero bjerget midt på Marches kystlinje. Her laver man Marche-regionens bedste rødvine, som til fulde demonstrerer Montepulciano-druens betydelige potentiale. ”Conte Leopardi dal 1864” står der under etikettens våbenskjold med grevekrone, hvilket vil sige at Leopardi Dittajuti familien har ejet vingården i mange generationer. I dag står Grev Piervittorio Leopardi Dittajuti ved roret for vinhuset, der anses for at høre til toppen af Rosso Conero distriktets producenter. Fructus er lavet på Montepulciano druer høstet i den første uge af oktober, hvor druerne var fuldmodne. Før gæringen udblødes mosten med drueskallerne i 12-15 dage for at øge vinens indhold af farve- og garvestoffer. Vinen lagres i tanke af rustfrit stål i 7-8 måneder fulgt af 2 måneder i brugte egefade ─det er en moderne, frugtdreven vin, vi har i glasset. Den mættede farvetone har et granatrødt skær som viser, at vinen er på toppen og drikkemoden. Duften af søde, sorte kirsebær har et strejf af espresso-kaffe, og smagen af sort bærfrugt har et mineralsk islæt, der sammen med en robust struktur af modne tanniner er med til at give vinen kant og karakter. Conte Leopardis Rosso Conero årgang 2020 er et godt bekendtskab!

Maden

En frugtdreven vin som Fructus har en bred anvendelighed som rækker fra pizza og pasta til danske farsretter og grillstegt kød.

*indeholder sulfitter