2020 Elettra, Umbria Rosso IGT, Umbrien, Italien

  • Drue Sagrantino
  • Distrikt Umbria Rosso IGT, Umbrien, Italien
  • Årgang 2020
  • Vol. 14%
  • Pris 414,00 kr.

Umbrien har tilnavnet ”Italiens grønne hjerte”. Hvad angår den del af landbruget, der beskæftiger sig med vinavl angår, er Umbrien kendt for den røde Sagrantino di Montefalco DOCG. Vinhuset Agricola Mevante ligger i bakkerne to km vest for byen Bevagna, tæt på Valle Umbra og de 600 ha vinmarker, der udgør området ,hvor der kan dyrkes druer til Sagrantino de Montefalco.  Et af Sagrantino-druens kendetegn er dens tykke skal, som fra naturens hånd giver vinen rigelige mængder farve og tanniner, og en druemost med et højt sukkerniveau. Resultatet er mørke, monumentale, tørre vine med en markant syre- og tanninstruktur. Obligatorisk lagring hos producenten er 30 måneder, heraf minimum 12 måneder på træfade, men i praksis er Sagrantino er en vin, der først begynder at åbne sig efter en ti års tid fra høstens år. Den koster også derefter.

Vinen

Agricola Mevantes initiativrige ejere, Antonella og Paolo Presciutti, vil med navnet Elettra hylde hovedfiguren i den græske tragedie Elektra, som hvert år opføres i det gamle Francesco Torti teater i Bevagna. Elektra blev holdt som fange af sin familie og blev først befriet da hendes bror Orestes vendte hjem som voksen. Antonella og Paolo ser en parallel til Sagrantino-druen, der holdes spærret inde i den mørke kælder i mange måneder, før den kan lukkes ud i lyset i sin DOCG version. I vinhusets Rosso IGT version, hvor druerne kommer fra marker i kommunen Bevagna, har de villet ”befri” Sagrantino-vinen fra sit fangenskab og gøre den drikkemoden på kortere tid ved at lade druerne tørre til rosiner på stokkene. Det giver mere sødme og rundhed til vinen, som derfor kan frigives til salg efter kun to år, hvor tolv måneder udgøres af lagring på store fade af fransk eg. Vinen i glasset præsenterer sig med en smuk, rubinrød farve og en rig duft af fuldmoden rød bærfrugt med toner af syltetøj og krydderier. Tanninerne er tonet ned til et passende niveau, der matcher vinens sødmefulde frugt med toner af mørk chokolade og lakrids. Der er meget at komme efter i hver mundfuld.

Maden

Elettra vil med sin frugtsødme og tanniner være en passende ledsager til kraftige kødretter. Her vil tanninerne gøre god fyldest ved at rense munden for fedt og gøre ganen klar til næste mundfuld. Serveret sammen med grillbøffer vil Elettra være et perfekt match takket være sin sødme, der vil gå hånd i hånd med en velkrydret barbecuesauce.

*indeholder sulfitter