2020 Dauvergne Ranvier, Vin Gourmand, Luberon rose, Bonnieux-Sannes, Frankrig

  • Drue Grenache, Cinsault, Syrah
  • Distrikt Bonnieux-Sannes, Frankrig
  • Årgang 2020
  • Vol. 12,5%
  • Før 414,00 kr. Nu kun 350,00 kr.

Domaine Dauvergne Ranvier blev skabt af to unge, franske vinelskere, der havde en fremtid med vin som ønskedrøm. Jean-François Ranvier, vinmager med faglig uddannelse som ønolog, fik kontakt med François Dauvergne, da de på et tidspunkt blev kolleger i et stort vinfirma i Rhônedalen. Deres fælles drøm om at stå på egne ben førte til, at de sammen i 2004 forlod firmaet for at skabe deres egne vine.

Luberon, der ligger i regionen Provence-Alpes-Côte d'Azur sydøst for Avignon, er præget af bjergkæderne Petit Luberon, Grand Luberon og Luberon Oriental, som strækker sig gennem hele området fra vest mod øst. Som vindistrikt er Luberon af relativ ny dato, appellationen blev skabt i 1988, og området fungerer som en vinøs bufferzone mellem den sydlige ende af Rhônedalen og Provence. Luberons 3.362 ha vinmarker folder sig ud i 200 - 450 meters højde mellem lavendelmarker og fyrreskove. Med omkring 2.600 solskinstimer om året er Luberon en af Frankrigs mest solrige regioner. Det milde Middelhavsklima giver god modning af druerne, og kølige nætter i højderne bevarer mostens friske syre. Med en andel på 46% af distriktets produktion har rosévin en klar førerposition fulgt af rødvin og en smule hvidvin .

Vinen

Den elegante Luberon Vin Gourmand rosé er lavet på egnens druesorter: 50% Grenache, der giver vinen frugtsødme og alkoholstyrke, herudover Syrah og endelig Cinsault, en druesort kendt for at give vinen en næsten parfumeret duft og aromatisk frugtfylde. Efter høsten håndsorteres drueklaserne, hvorefter de afstilkes og gærer i en ståltank. I glasset har Luberon Vin Gourmand en lys ”lakset” farvetone. Duften har en antydet parfumekarakter med indslag af jasmin, fersken og roser. I smagen opleves rød bærfrugt med en diskret  let krydret kernebitterhed og en frisk frugtsyrefinale. 

Maden                                                                                                                           Et glas rosé signalerer lyse nætter og lette retter. Det kunne fx være en helt enkel salat lavet med kyllingebryst, blandet grøn salat, skalotteløg og en dressing med balsamico eddike og Ekstra Jomfru olivenolie. Men det kunne også være en Salade Nicoise med sin klassiske (og helt uimodståelige) kombination af tun, æg, oliven, sprøde grønsager og salater.

*indeholder sulfitter