2020 Chenin Blanc, Babylon’s Peak, Swartland, Sydafrika

  • Drue Chenin Blanc
  • Distrikt Swartland, Sydafrika
  • Årgang 2020
  • Vol. 13%
  • Pris 414,00 kr.

Swartland er navnet på et stort vindistrikt nordøst for Cape Town i Sydafrikas Western Cape provins. Klimaet her er varmt og tørt, så vinbonden kan høste sunde druer med masser af aroma og smagsstoffer. Familien Basson har siden 1919 dyrket vin på skråningerne ved bjerget Paardenberg, hvor vinmarkernes placering 700 meter over havet sikrer de kølige sommernætter, som forklarer hvorfor man kan lave frisk hvidvin i det ”sorte lands” hede somre. En iøjnefaldende granitklippe, Babylonstoren midt i vinmarkerne har givet inspiration til at kalde familiens vingård ”Babylon’s Peak”. Mere end 350 ha veldrænet jord med eroderet granit er plantet til med 30 år gamle vinstokke med et godt, dybt rodfæste, der leverer frugt af ypperlig kvalitet.  Stephan Basson har lavet vinen på Chenin Blanc – en druesort med stolte traditioner som grøn drue i Sydafrika. Chenin Blanc stammer oprindelig fra Loire, et køligt, fransk vindistrikt mellem Bordeaux og Paris, hvor der tales og skrives meget om gode og mindre gode årgange alt efter hvor lun og solrig sommeren har været. I Sydafrikas solsikre somre opnår druen perfekt modenhed og optimal aromatisk velsmag i alle årgange.

Vinen

Efter høsten afstilkes de håndplukkede drueklaser og presses ganske let, så saften kan løbe fra druerne ned i gæringskarret. Ved kun at lave vin på frit løbende druemost undgår man de bitterstoffer, der kan havne i vinen fra hårdt pressede druekerner. Efter en længerevarende koldgæring, som sikrer vinens friskhed, lagrer den på sit bund i ståltank indtil aftapning på flaske. Sin aromatiske druesødme til trods er Babylon’s Peak Chenin Blanc en ganske tør vin med kun 3 g restsukker per liter. Til sammenligning er der 106 g sukker i en liter cola. Vinen i glasset har et lysende grønt skær og en indtagende aroma af passionsfrugt, lime, grønne urter og citrus. Vinen har en let cremet mundfylde og en frisk smag af stikkelsbær, pære og grapefrugt i god balance med en oplivende mineralitet og en præcis syre i afslutningen.

Maden

Chenin Blancs aromatiske smagsfylde gør den velegnet til retter med skaldyr, fisk eller fjerkræ, og mange har gjort den erfaring, at en frisk Chenin Blanc er en særdeles god ledsager til et fad  sushi.