2020 Bois De Montlobre, Languedoc, Frankrig.

  • Drue Grenache, Syrah
  • Distrikt Languedoc, Frankrig.
  • Årgang 2020
  • Vol. 13,5%
  • Pris 414,00 kr.

Bois De Montlobre, skoven ved landsbyen Montlobre nordvest for Montpellier, ligger ikke langt fra vartegnet for indgangen til Languedoc regionen: Pic Saint-Loup. Det 658 meter høje bjerg rejser sig ved foden af bjergkæden Cévennerne i et landskab med ”garrigue”, middelhavsvegetation med krat og vilde krydderurter, som er med til at krydre vinen fra områdets vinmarker. En snes km øst for Bois De Montlobre blev etableringen af en vinkælder i byen Assas i 1939 den spæde start på et nyt vinkooperativ. Trods modgang og tilbageslag som i 1956, hvor 90% af vinstokkene måtte rykkes op med rode og nye stokke plantes efter en lang periode med hård frost, er kooperativet Le Cellier du Pic i dag vokset til knap 100 vinbønder med i alt godt 700 ha vinmarker. Den enkelte vinavler har under 10 ha til rådighed til sine vinstokke, men den beskedne størrelse er netop forudsætningen for at finde magien i de små guldklumpers terroir. Diversitet i vinmarkerne og fællesskabets styrke med hensyn til investering og teknisk ekspertise i vinkælderen er grundlaget for kooperativets succes.

Vinen

Bois De Montlobre er lavet på 80% Grenache og 20% Syrah. Vinåret 2020 startede med et mildt, regnfuldt forår som gav vinmarkerne de reserver af vand, der kunne række til vinstokkenes behov i den lange, tørre sommer. Masser af sommersol gav fuldmodne druer med farve, saft og kraft, som leverede både friskhed og styrke til vinen. Alle druer kom i hus i tørvejr, hvilket gjorde det nemmere at opfylde kravet om nul sprøjtemidler ved dyrkning af druer til den økologiske Bois De Montlobre. En meget interessant og lovende årgang, lyder vinbøndernes dom. Vinen i glasset er mørk violet med en forjættende duft af violer, krydderier og sorte bær. Den intense smag af solmoden sort bærfrugt med toner af mørk chokolade har rig smagsfylde, en fin syre og modne tanniner i afslutningen.

Maden

Bois De Montlobre vil gøre sig godt sammen med fjerkræ, og der må gerne være fut i krydringen. Med tanke på den kommende grillsæson er det også interessant, at Bois De Montlobre har den ungdommelige vildskab og umiddelbare charme, der vil gå hånd i hånd med grillfestens lugt af røg og smagen af brun, sprød stegeskorpe.