2019 Velenosi Rosso Piceno, Marche, Italien.

  • Drue Montepulciano, Sangiovese
  • Distrikt Marche, Italien.
  • Årgang 2019
  • Vol. 12,5%
  • Pris 450,00 kr.

Med Rosso Piceno er vi kommet til Ascoli Piceno − et vindistrikt, hvor man ikke kan læne sig op af et fint navn fyldt med prestige og forhåndsforventninger. Der vil derfor ikke blive givet ved dørene, når vinen skænkes i glasset − vinhuset Velenosi må levere smag og kvalitet fra første mundfuld.  Geografisk er vi på østsiden af det italienske støvleskaft omtrent på højde med Rom. Provinsen Ascoli Piceno strækker sig fra de høje bjerge i Appenninerne til de blide strande ved Adriaterhavet, og fra Velenosis vineri i byen Ascoli Piceno er der kun en halv times kørsel til havet. Vinmarkerne ligger i 200-300 meters højde på sydvendte skråninger med en jordbund af kalkrig lerjord. Distriktets lune Middelhavsklima er behageligt for vinplanten: regnen falder mest om vinteren, mens somrene er varme og tørre. Velenosi hjælper naturen med at sikre druernes kvalitet ved kun at plante 5.000 vinstokke per ha. Hver stok leverer omkring 2,5 kg druer, hvilket rækker til godt og vel 2 flasker vin.

Vinen

Montepulciano er Italiens næstmest plantede blå druesort, og netop bjergskråningerne i området hvor Marche grænser op til regionen Abruzzo egner sig perfekt til dyrkning af Montepulciano. Velenosis Rosso Piceno er lavet af 70% Montepulciano, mens Sangiovese står for 30%. De bedste producenter har fundet et balancepunkt med Montepulcianos saftige, koncentrerede frugt i samspil med Sangiovese-druens syre og tanniner, og flere vinbøger nævner Rosso Piceno som et distrikt, der er værd at holde øje med. Vinen i glasset lever fuldtud op til kravet om kvalitet fra første færd. Rosso Picenos funklende, rubinrøde glimt fanger straks øjet, og en indbydende duft af violer og kirsebær frister lugtesansen. Den saftige smag af rød bærfrugt er let og livlig i munden takket være en frisk syre, og smagsoplevelsen slutter med venlige, runde tanniner i eftersmagen.

Maden

Rosso Piceno er et pletskud af drikkevenlig, italiensk rødvin. Server vinen kølig i store glas og drik den slurk for slurk med venlig tanke på dens lave alkoholstyrke. Rosso Piceno er selvskreven til støvlelandets enkle pastaretter og friskbagte pizzaer. Hvad med at prøve italienske cannelloni dertil.