2019 l’Escoudouliére, Rocca Maura, Lirac Blanc, Frankrig

  • Drue Grenache Blanc, Clairette
  • Distrikt Rocca Maura, Lirac Blanc, Frankrig
  • Årgang 2019
  • Vol. 13,5%
  • Pris 450,00 kr.

Lirac Blanc har appellationen IGP, hvilket vil sige at vinen skal være lavet af druer fra et enkelt, afgrænset geografisk område. Les Vignerons de Roquemaure er et kooperativ med omkring 60 vinbønder, der råder over 360 ha vinmarker. Druerne til l’Escoudouliére er høstet fra 30 år gamle vinstokke plantet på skråninger og terrasser med en gruset jordbund med ler og kalk dækket af runde sten. Efter gæring ved 16 °C i store ståltanke lader man de døde gærceller, druekerner, frugtkød, stilke og skalrester synke til bunds og danne et bundfald, som er med til at give vinen en mere kompleks duft og smag. En fjerdedel af mosten gæres på 300 liter store egetønder og modnes efterfølgende på fadene i seks måneder.

Vinen

Vinen er lavet på to af Rhônedalens grønne druer: Grenache Blanc, der giver vinen fylde og fedme med en blomstrende aroma, og Clairette, en af de ældste druetyper i området, der giver vinen syre og frisk mineralitet. De hvide Rhônevine udgør kun 6% af distriktets vinproduktion, og der har længe været en tendens til at overse de få hvide vine i vrimlen af populære røde vine. Det er en skam, for en hvid Rhônevin som l’Escoudouliére har en spændende, original duft- og smagsprofil. Vinen i glasset er strågul med grønne glimt og en indbydende duft af fersken og kaprifolium med toner af vanilje fra fadlagringen. Smagen har en lækker, cremet mundfylde med elementer af gul stenfrugt, friske nødder og toner af smør og vanilje i fin balance med en harmonisk syre.

Maden

Den hvide Rhônevins duft- og smagsprofil er særlig velegnet til kraftige retter med fisk eller skaldyr. Det kunne være ovnstegt laks med porrer og en sauce rørt sammen af fløde, tomat, eddike, dijonsennep og karry eller en festlig forret med en fløjlsblød blomkålspuré serveret med stegte kammuslinger og duftende brunet smør rørt op med lidt soja.