2019 Château La Briasse, Pécharmant AOC, Frankrig.

  • Drue Merlot, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Malbec
  • Distrikt Pécharmant AOC, Frankrig.
  • Årgang 2019
  • Vol. 14,5%
  • Pris 414,00 kr.

 Bergerac-regionen ligger i et smukt, bølgende landskab langs floden Dordogne øst for den kæmpestore nabo Bordeaux. Til trods for at regionen har 13 vindistrikter med AOC-status under sin paraply, er det vine man ikke så ofte møder i Danmark. Det gælder specielt distriktet Pécharmant AOC, der udmærker sig ved dels at være hjemsted for nogle af Frankrigs ældste vinmarker med dokumenteret vinproduktion tilbage til 1100-tallet, dels at være et meget lille distrikt med kun 441 ha i bakkerne nordøst for Bergerac. Pécharmant fik allerede sin status som Appellation d'origine contrôlée i 1936 og regnes for et af de bedste distrikter i Bergerac-området. Ud over sin charme og naturskønhed har Pécharmant en velegnet jordbund bestående af sand, grus og småsten med et lag jernholdig lerjord i dybden, som er med til at give områdets vine fylde og karakter. Markerne har en ideel, sydvendt placering ned mod floden Dordogne.

Vinen

Efter AOC-reglerne skal Pécharmants røde vine være lavet på en blanding af mindst tre af de fire druesorter Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Malbec (som de lokale kalder Cot). Dertil kommer at ingen enkelt sort må udgøre mere end 65% af blandingen. Château La Briasse opfylder alle krav til punkt og prikke med 37% Merlot, 29% Cabernet Franc, 17% Cabernet Sauvignon og 17% Cot/Malbec. Nicolas Altermatt købte som ung vinbonde Château La Briasse i 2005. Siden 2008 har han selv stået for vinifikationen af en større eller mindre del af druerne, og han har fået gode anmeldelser af sine vine i den franske vinguide, Guide Hachette. Nicolas avler vin med ”culture raisonnée” som er økologi med de kompromisser naturens luner kan gøre nødvendige. Druerne høstes med hånden og hans arbejde i kælderen kombinerer tradition med modernitet. Vinen i glasset er bordeauxrød med en indbydende duft af solbær og brombær, et pift af tobak og et diskret fadpræg. Den kraftfuld smag af rød bærfrugt har tydelig Bordeaux-karakter i en vellagret, drikkeklar udgave med runde, modne tanniner. En ægte ”Cuvée Prestige” fra det charmerende vindistrikt.    

Maden

Nicolas Altermatt skriver på flaskens bagetiket at Château La Briasse  er ”ideal avec un magret”, hvilket vil sige at den går godt sammen med and. I det mørke, kølige efterår vil et godt valg være confiterede andelår med rodfrugter.

*Indeholder sulfitter