22019 Babylon’s Peak, Shiraz - Carignan, Swartland, Sydafrika

  • Drue Shiraz, Carignan
  • Distrikt Swartland, Sydafrika
  • Årgang 2019
  • Vol. 14%
  • Pris 450,00 kr.

Er det muligt at kopiere Rhônevinenes succes i Sydafrika? Det vil i givet fald kræve at vigtige forudsætninger er opfyldt. En af de faktorer, der betyder mest for vinstokkens trivsel, er det lokale klima. Det kan Swartland, et vindistrikt nordøst for Cape Town, sagtens leve op til med sine varme somre og en kraftig, tør sydøstenvind fra Det Indiske Ocean. En anden vigtig faktor er jordbunden, og veldrænet jord med eroderet granit finder man både i Rhône og på Babylon’s Peaks vinmarker. Her ligger vinmarkerne på skråninger i en højde på 700 meter over havet med kølige sommernætter, som bevarer den friske syre i vinen. Efter klima og terroir kommer vi til den tredje streng på buen, der har betydning for at give en vin Rhône-karakter: valget af druesorter. Syrah, som i Sydafrika kaldes Shiraz, er en klassisk druesort i Rhône, som giver farve, fylde, mørk bærfrugt og alkohol til vinene. Carignan er oprindelig en spansk druesort, som i hjemlandet er kendt som Mazuelo. Carignan er nu mest udbredt i Frankrig, specielt i den sydlige del af Rhônedalen og Languedoc, den er kendt for sin evne til at give vinene fylde, dybde, syre og robuste tanniner. Det er en sent modnende druesort, som nyder stor fordel af den glødende, sydafrikanske sol, der kan tøjle druens vildskab og slibe kanterne af de hårde tanniner.

Vinen

Efter høsten afstilkes de håndplukkede drueklaser, og efter udblødning ved lav temperatur starter gæringen, som varer 5-7 dage. Til sidst lagres den færdige vin i 12 måneder på brugte fade af fransk eg, som ikke afgiver så meget fadsmag til vinen.  Vinen i glasset er mørk violet og dufter dejligt af sorte skovbær med diskrete fadtoner. Smagen af sorte bær har toner af mokka og chokolade med god dybde og længde, en forfriskende syre og en rank tanninstruktur.

Maden

I Sydafrika er vinen oplagt som grillvin nu hvor sommeren står for døren på den sydlige halvkugle. Her højt mod nord er det kraftige gryderetter, der efterspørges i den kolde, mørke årstid. Hvad med en klassisk bonderet fra det franske køkken: Pot-au-feu. Det er en populær vinterret, som det tager lang tid at lave, men gryden passer sig selv det meste af tiden, og der vil være en fantastisk duft i køkkenet.