2018 A Tempo, Domaine La Rouviole, Minervois, Frankrig

  • Drue Syrah, Cinsault
  • Distrikt Domaine La Rouviole, Minervois, Frankrig
  • Årgang 2018
  • Vol. 13,5%
  • Før 450,00 kr. Nu kun 400,00 kr.

Domaine La Rouviole ligger i hjertet af Minervois-distriktet, nærmere bestemt i distriktet Cru La Livinière mellem Carcassonne, Béziers og Narbonne, kun få kilometer fra byen Minerve, en af katharernes sidste bastioner i Languedoc, og kun 40 km fra Middelhavet. Det smukke landskab domineres af et højtliggende kalkstensplateau gennemskåret af dybe floddale og dækket af en tæt kratvækst med lave buske. Fra plateauet skråner terrænet ned mod et bølgende landskab skabt af smeltevandsaflejringer bestående af sand, kalksten og ler mellem terrasser dækket af småsten – et terroir, der er som skabt til Domaine La Rouvieres 30 ha vinmarker adskilt af 10 ha med garrigue, egeskov, mandel- og figentræer, olivenlunde og krydderurter. Markerne er plantet til med Syrah, Grenache, Cinsault og Carignan, og duften fra timian og rosmarin i krattet giver domænets vine en herlig aromatisk kompleksitet.

Vinen

Familien Léonor overtog ejendommen i 1957, og Franck Léonor, der i 2004 overtog ledelsen af domænet, har lagt driften om efter økologiske principper. Vinene fra Domaine La Rouviole har certifikat som Vin Bio og bærer det lille øko-flag på etiketten. En tør, kølig blæst og solskin 300 dage om året gør det svært for råd og svamp og derfor lettere for Franck at avle vin uden brug af sprøjtemidler. A Tempo er lavet på 66% Syrah og 34% Cinsault fra sydvendte marker i 100-200 meters højde. Drueklaserne er høstet med hånden som tilpas moden frugt for at bevare mostens syre. Efter to ugers udblødning og gæring er vinen lagret på tanke af cement og fiberglas.  Vinen i glasset har en funklende violet farve og en skøn duft af violer, blåbær og vilde krydderurter. Den krydrede tone går igen i smagen sammen med lækker, sort bærfrugt med en oplivende mineralitet i eftersmagen og runde, modne tanniner i afslutningen.

Maden

A tempo står i skakspillet for et træk, der foretages instinktivt uden tænkepause, og umiddelbar nydelse er netop hvad A tempo lægger op til. Domænet anbefaler servering ved 15 °C, hvilket for mange danskere vil føles som lidt koldt − men det er en vanesag, og kølig servering er noget man med fordel kan gøre sig til vane for at forøge nydelsen af denne type friske, frugtagtige, unge rødvine. Et køligt glas vin med en grøntsags-salat sammen med et fad charcuteri, godt brød og lidt jomfruolivenolie vil gøre nydelsen fuldendt.