2017 Flatrock, Rhebokskloof Wine Estate, Paarl, Sydafrika

  • Drue Pinotage, Carignan, Mouvedre, Durif, Cabernet Sauvignon, Petit Verdot
  • Distrikt Rhebokskloof Wine Estate, Paarl, Sydafrika
  • Årgang 2017
  • Vol. 14%
  • Pris 414,00 kr.

Den smukke vingård Rhebokskloof ligger i Kap-provinsen nordvest for Paarl. Midt i byen ligger et stort monument for de hollandske nybyggeres sprog, Afrikaans, som ikke er så fjernt fra dansk. Paarl betyder f.eks. perle; rhebok (reebok) er en råbuk og kloof betyder en kløft. Den grå rhebok er en sydafrikansk antilopeart, og hvis dens navn på Afrikaans, Reebok, forekommer bekendt, kan det skyldes at det amerikanske firma, der slog sig op på at lave løbesko, valgte Reebok© som varemærke. Rhebokskloofs 36 ha vinmarker har en jordbund af forvitret granit og skifer og er plantet til med 70% blå druer og 30% grønne druer. Markerne ligger i et lukket dalstrøg ved Paarl Mountain, og der satses på druesorter, der trives godt i de varme somre. Sortimentet af druetyper er ret stort og omfatter bl.a. en mindre kendt sort som den franske drue Durif, der i Californien kaldes Petite Syrah. Drueklaserne plukkes med hånden i februar og marts, og høstudbyttet holdes bevidst nede. Generelt opnås en mere kompleks vin, hvis udbyttet holdes lavt, da hver enkelt drue så vil indeholde flere duftstoffer, smagskomponenter og mineraler. Efter høsten gæres mosten med skallerne i tanke af rustfrit stål og lagres derefter 16 måneder på fade af fransk eg. Fadene har været brugt før, hvilket reducerer mængden af duft- og smagsstoffer fra fadet og giver en bedre balance mellem frugt og fad.

Vinen

”The Flatrock” er et udsigtspunkt, hvor der er en storslået udsigt over dalens marker og søer. Rhebokskloofs vinmager, Rolanie Lotz, har skabt The Flatrock med dels Sydafrikas signaturdrue Pinotage (23%), dels tre Rhônedruer: Shiraz (28%), Carignan (18%) og Mourvedre 1%), en pæn portion Durif (28%) og endelig en slat Bordeauxdruer: Cabernet Sauvignon (1%) og Petit Verdot (1%). Vinen i glasset er tæt rød med en lys kant, der signalerer at vinen er drikkemoden. Den intense duft af rød bærfrugt er krydret med lidt tobak og fadtoner, som går igen i den kraftige, fyldige smag i god balance med vinens 14 vol.% alkohol, den friske syre og en silkeblød tanninfinale.

Maden

Som den brede druesammensætning antyder har The Flatrock som ledsager til maden en bred anvendelighed. Men The Flatrock er uomtvisteligt en sydafrikansk vin, så hvorfor ikke servere en sydafrikansk nationalret som Bobotie, der vil falde i alles smag og sætte kulør på den mørke vinter.