2017 Château de Paraza Clos Saint Michel, Minervois AOP, Frankrig

  • Drue Syrah, Grenache
  • Distrikt Château de Paraza, Minervois AOP, Frankrig
  • Årgang 2017
  • Vol. 14,5%
  • Pris 450,00 kr.

”Au Château de Paraza le vin est une histoire de famille, de terroir et de savoir-faire” står der på Clos Saint Michels bagetiket. Den understreger familiens betydning for vinen sammen med vingårdens terroir og kældermesterens dygtighed. Château de Paraza har siden 2005 været ejet og drevet af Familien Danglas. Familien kom oprindelig fra Paris, men et besøg i den idylliske kanalby Paraza, omgivet af vinmarker så langt øjet rækker og med Pyrenæernes bjergtoppe og det azurblå Middelhav ude i horisonten, blev til kærlighed ved første blik. Slottet stammer fra 1612,  og er nu smukt restaureret og byder på vinsmagninger og mulighed for overnatning i pompøse slotsværelser. Lige nord for byen finder man vindistriktet Minervois, hvis marker er bygget op som sæderne i et gigantisk, sydvendt amfiteater med 300 solskinsdage om året. En jordbund med kalksten og gruset lerjord er perfekt for vinstokkenes rødder, og bjergkæden. Château de Parazas sydvendte parceller på Saint Michel højdedragets kratbevoksede skråninger hører til vinhusets højest beliggende marker, hvilket dels betyder en intens solbestråling i dagtimerne, dels en kølig nattemperatur som begunstiger mostens niveau af frugtsyre.

Vinen

Clos Saint Michel er lavet på 60% Syrah og 40% Grenache ─ de mest brugte druesorter i Minervois. I slutningen af september håndplukkes en del af Syrah-druerne. Grenache og resten af Syrah høstes i starten af oktober. Til sidst blandes de to unge vine i en cementtank fulgt af modning på egefade. Vinen i glasset er tæt, mørk purpurrød med en krydret duft af rød bærfrugt og et strejf af kakao og vanilje. Den komplekse, rige smagspalet er sat sammen af røde og sorte skovbær, lakrids og mørk chokolade med imponerende længde i smag og eftersmag som slutter med silkeglatte tanniner. En flot vin der viser hvad Minervois-distriktet formår, når både terroir og savoir-faire er på toppen.

Maden

Clos Saint Michels forjættende frugtfylde og dens ubesværede elegance fortjener tid og omhu ved valget af retten, der skal ledsage vinen. Prøv f.eks. kalvekoteletter stegt med rosenpeber, der serveres med rissalat. Eller server den til julemiddagen.

*indeholder sulfitter