2017 Calidio, Rosso Del Molise, Italien.

  • Drue Montepulciano
  • Distrikt Molise, Italien.
  • Årgang 2017
  • Vol. 13,5%
  • Pris 450,00 kr.

Calidio er et glimrende eksempel på den kunst, italienske vinbønder mestrer til perfektion, nemlig at lave ærlige vine, skabt til at skulle nydes til maden, som hver især er autentiske repræsentanter for Italiens mange vindistrikter og druesorter. Og med mange menes virkelig mange: hele 355 ”indfødte” druesorter har indtil fået det blå stempel hvortil kommer godt 150 uautoriserede sorter, der er i brug rundt omkring i Italiens 20 vinregioner. Molise er den næstmindste af Italiens regioner. Molise ligger i den sydlige del af Centralitalien grænsende op til Abruzzo mod nordvest, Lazio mod vest, Campania mod syd, Puglia mod sydøst og Adriaterhavet mod nordøst. Kun få har hørt om og færre fundet vej til Molise − et naturskønt bjergland med en autenticitet, man skal lede længe efter. Det meste af Molise ser ud på samme måde som for 100 år siden: vilde, uberørte bjerge udgør halvdelen af regionen mens resten er bakker og højdedrag med små, maleriske landsbyer, som tiden er gået uden om, og hvor livet leves adstadigt, nydende og i fred og ro.

Vinen

Vindyrkningen i Molise er overvejende koncentreret til de lave bakker ud mod den adriatiske kyst, hvor en håndfuld producenter fremstiller røde vine med de tre godkendte DOC-klassifikationer i Molise. Calidio, med klassifikationen Rosso Del Molise DOC, er lavet på distriktets mest udbredte druesort, Montepulciano, der giver vine med dyb farve og en robust frugtsmag. Vinhuset Campo Valerio har siden 1974 produceret både hvide og røde vine og de senere år har kvaliteten af specielt vinene på Montepulciano-druen været støt stigende. Den rubinrøde vin i glasset folder hurtigt en skøn duft ud med toner af violer og kirsebær. Vinens saftige, friske velsmag er sat sammen af rød og blå bærfrugt, en livlig frugtsyre og venlige, fløjlsbløde tanniner i afslutningen.

Maden

Calidio er på hjemmebane med italienske p-retter (pasta og pizza). Server vinen let afkølet i store glas og oplev hvordan Calidio løfter begrebet frikadellevin op på et højere niveau.