2015 Spätburgunder trocken, Weingut Hellmer, Pfalz, Tyskland

  • Drue Spätburgunder
  • Distrikt Pfalz, Tyskland
  • Årgang 2015
  • Vol. 13,5%
  • Pris 393,00 kr.

Når det kommer til ”Spätburgunder” får man lyst til at parafrasere Storm-P’s refleksion: ”Es ist doch merkwürdig mit die Franzosen, Sie sagen immer étoi, und es heisst doch Futteral” til ”Es ist doch merkwürdig mit die Deutschen, Sie sagen immer Spätburgunder und es heisst doch Pinot Noir.

Weingut Hellmer er omtalt i historiske kilder tilbage til 1703, og familien Hellmer spiller stadig en aktiv rolle i Mußbach – en lille vinby i hjertet af Pfalz. Thomas Hellmer står i dag ved roret, og næste generation i Hellmer-familien, Maya og Tim, er begge aktive i driften af Weingut Hellmer. Maya blev i 2014 valgt som ”Mußbacher Weinprinzessin” − en titel der stiller krav om betydelig viden om den lokale vinavl. Neustadt Mußbach ligger på den 85 km lange ”Deutsche Weinstraße”, der byder på lokale vine og et afvekslende landskab med vinmarker, skove, borge og små vinbyer. Weingut Hellmer har 10 ha vinmarker beplantet med lokale druesorter, og det går rigtig godt for Pfalz, der har trukket et af gevinst-lodderne i det store klimalotteri. Specielt Spätburgunder har nydt godt af et varmere, mere stabilt klima i vækstsæsonen, og den tyske Pinot Noir trives nu over fire breddegrader fra 48°N i Baden til 51°N i Sachsen (til sammenligning ligger Beaune, Bourgognes hovedstad, på 47°N). Pfalz har aktuelt 1.658 ha med Spätburgunder, og Tyskland producerer årligt mere Pinot Noir end New Zealand og Østrig til sammen.

Vinen

Vinen i glasset har en lys, rød farve med antydet orange kant. Den tyske udgave af Pinot Noir dufter af røde kirsebær med toner af egefad fra fadlagringen, og i smagens palet med blå blommer og kirsebær finder man også egefadets krydrede indslag med en fin syre i afslutningen.

Maden

Vi vil gå over grænsen til Frankrig, hvor den klassiske coq au vin passer perfekt sammen med et glas Spätburgunder. På nettet mangler der ikke opskrifter på kunsten at braisere en kylling (eller unghane) i rødvin til en herlig simreret med mørt kød, sprøde baconstykker, svampe og perleløg.