Hvidvinskasse 41

2016 Saxenburg, Guinea Fowl Collection, Sydafrika

Sydafrikanerne bryder sig ikke om, at blive nævnt
blandt de nye vinnationer som fx Australien. De henviser
til vintraditioner der er mange hundrede år gamle,
og at de blandt andet på Napoleon-tiden var kendt for
at fremstille en af de mest kostbare og søgte vine
i overhovedet. Constantia hedder den. Det er en ædel sød hedvin, som for øvrigt stadig fremstilles. Men det er ikke den, der har skabt den nuværende succes for Sydafrikansk vin.
Den er blevet til på samme måde som den vi har oplevet fra den nye vinverden.

Konceptet er ganske enkelt; man laver den vin forbrugerne ønsker og sælger den til en pris som de vil betale. Vi har denne gang valgt en vin, der understreger at historien har være med
i mange, mange år.

Afrikas sydlige spids blev rundet første gang i 1488.
Landet bag Kap det Gode Håb blev en vigtig station på vejen
til Indien. Og omkring 1600 begyndte europæerne bosættelser. Bland dem var folkene bag Saxenburg, som anlagde en vingård mellem Stellenbosch og havet ved Falsebay. Det er et af de smukkeste og mest fredfyldte steder man kan forestille sig. Bjergene i baggrunden, vinstokkene i snorlige rækker
i bakkerne, små stråtækte bindingsværks huse. Ren idyl.

Saxenburg har været med helt fra starten, og har lige siden altid været kendt for at være blandt de bedste vinmagere
i Sydafrika. De har flere forskellige typer. Der hver for sig
er blandt markedslederne. Vi faldt for to vine fra deres Guinea Fowl Collection (Perlehøne-vine). En meget smuk og noget støjende hønsefugl, der kan ses i løsdrift rundt omkring
i vinmarkerne.

Chenin Blanc (100%) er den mest almindelige drue
i Sydafrika, hvor den også kaldes Steen. Den yder bedst
på grus og veldrænet jord. Man tillader en vis kunstvanding, som kan være helt nødvendig hvis tørken sætter tidligt ind.

Høsten starten midt februar, og altid om morgenen
mens nattekøligheden stadig gør sin indflydelse.
Kun modne og ubeskadigede druer får lov at gå videre
i processen. Mosten har skalkontakt i nogle timer,
og presses så mens den stadig er kølig. Mosten får lov
at bundfælde ved egen kraft i en dagstid, og tilsættes
derefter to forskellige gærtyper, der er med til at give
vinen karakter og aroma. Et halvt års lagring på tank
inden vinen aftappes.

Vinen har en smuk grønlig farve. Næsen overraskes
af en speciel frugt aroma med ananas og æble.
Smagen er domineret af frugt og fine urter.

Tips til servering
Vinen har det fint sammen med fx fjerkræ og de fleste fisk
fra havet.

2016 Tradition Côtes du Rhône blanc, Frankrig

Rocca Maura er på mange måder en mønster vingård,
der lige siden starten i 1922 nævnes blandt markedslederne
i Rhônedalen. 60 vinbønder fra området valgte at glemme gamle familie stridigheder og forene alle gode kræfter i at opnå det bedste resultat. I de snart hundrede år siden, er der sket store forandringer, men understreger man, aldrig for forandringens skyld.

Rocca Maura arbejder intenst med at reducere “kemien”
i marken. Der arbejdes med størst mulig respekt for jord
og vinstokke. Og i kælderen intervenerer man den naturlige proces, så lidt som overhovedet mulig. Flere og flere af deres vine sælges i dag som økologiske eller biodynamiske, og snart vil alle være det.

Vi er i det sydøstlige hjørne af dalen, mellem Châteauneuf
du Pape og Tavel i Garddistriktet. Druerne til denne velsmagende tørre hvide vin, er hentet fra plots med forskellig terroirs. Nogen steder med et tykt lag af rullesten andre steder er det kvartssten fra alperne der dominerer. Det er alt sammen med til at give druerne og vinen karakter.

Her har man brugt en drueblanding der består af Clairette, Viognier og Grenache, alle kendte Rhone varianter. Maksimalt udbyttet er 50 hl/ha. Druerne presses straks og gæringen foregår under temperaturkontrol. Lagringen samme med
det fine bundfald foregår på tank.

Når vinen hældes i glasset kan man nyde de grønlige refleksioner der brydes i den næsten vandklare vin.
Næsen fanger lidt pære, fersken og citrus, der blander
sig med mineralske noter. I munden oplever man igen
pære og citrus, nu pakket ind i en venlig blødhed,
der bliver lang tid i munden.

Tips til servering
Til risotto med svampe eller paella. Perfekt ledsager
til lidt fyldige forretter.

2016 Passerina, Marche, Agricoltura biologica, Italien

Vi læser lige, hvad vinbonden har at fortælle os.
“Den perfekte kontakt mellem mennesket og naturen,
og forståelsen for det kærlighedsforhold der opstår,
er en vigtig del af succesen for vores Piceno territorium.
Uden en daglig passion for alle detaljer i marken,
vil magien udeblive. Det er her det hele starter.
Og når alt går op i en højere enhed, venter der
et glas vin der vil overraske med intens smag
og duft. En yderst delikat oplevelse som er typisk
for Velenosi stilen.”

Udtalelsen er fra Angela Velenosi, der er ansvarlig
for vinhusets vine. Helt sydpå i regionen Marche,
og tæt på Adriaterhavet. Vingården ligger i byen
Ascoli Picero. Den er på lidt mere end 100 hektar
med vinstokke.

Angela fik sin første guldmedalje vin for 20 år siden.
I dag regnes Velenosi som en af de absolutte
topproducenter i regionen. De er ofte nævnt
i Gambero Rosso med “Bedst Buy”.

Vingården har i flere år arbejdet med Bio-dynamisk drift,
og er behørigt certificeret. Der er brugt 100% passerina,
en drue man måske møder for første gang. Og dog for
man mener, at den er identisk med den lokale trebbiano.
Ingen andre steder i Italien, når den det niveau man oplever
i Marche.

Druerne håndhøstes i slutningen af september. Kun de bedste druer indgår i denne vin. Efter en blød første presning foregår resten af processen under temperaturkontrol 13-15 grader. Gæringen og den efterfølgende lagring sker på ståltanke.

Lækker tør/fyldig i munde. Lidt blomster blander sig med urter fra baglandet.

Tips til servering
En markant vinøs smag der gør den ideel til fjerkræ
og koldt kød.

2016 Cantina S. Osvaldo, Lison, DOCG, Italien

Vi er i Veneto regionen. Måske den italienske region
der har fleste besøg af danske turister. De kommer for
at besøge den smukke Gardasø, høre opera i Verona
eller sejle i gondol i smukke Venedig. Regionen strækker
sig fra foden af Dolomitterne ned til den flade Podal og fra Gardasøen til Adriaterhavet. Det er kontrasternes vinland,
hvor man møder superindustrialiserede firmaer der dagligt tapper en kvart million liter vin side om side med små vinhåndværkere er egentligt hverken nænner at sælge
eller drikke de få kasser vin de frembringer.

Vi bevæger os lidt nordpå i regionen,til området mellem Venedig og Treviso. Her finder vi familiefirmaet S. Osvaldo,
som siden de startede i vinens tjeneste, har koncentreret
sig om at forædle de lokale druer. De har været med til
at give både den røde og den hvide vin fra deres marker
et internationalt præg, der langsomt men sikkert har bredt
sig ud til hele verden.

De råder over vinstokke der står flere steder i regionen.
De står højt og lavt, nær kysten, i indland, i sand, grus
og mineralrig jord. Familien kender naturens betingelser
og forstår, nænsomt at lede udviklingen den rigtige vej.
Deres succes kommer ikke bag på nogen som helst.
Der har været en masse roderi med denne DOCG,
der nu bare kaldes Lison.

Alt postyret skabt af EU, der forbød den lokale drue stolthed
at kalde sig Tocai. Det navn havde Ungarn vundet hæv på.
Som kompensation blev italienerne tildel DOCG for området,
og fik lov at kalde sig Lisbon.

Vi er så langt oppe ad kysten, som vi kan komme
i Venezia med retning mod Trieste. Landskabet
er fladt som en pandekage. Jorden er meget frugtbar,
og det er vigtigt at bruge megen tid på at beskære
og tynde ud.

Vinen er helt lys, nærmest vandklar, men der er bestemt
ikke noget vandet over duft og smag. Den har en tydelig
duft af hyldeblomst og fine krydrede undertoner.

Tips til servering
Alt godt fra havet.