Hvidvinskasse 39

2015 Adrio, Trebbiano d’Abruzzo, Italien

Tidligere var Abruzzo kendt for at være underleverandør
til andre vinområder. Blandt andet til naboen i Toscana
som var en vigtig kunde. Det var kooperativerne der dominerede produktionen. Der blev spekuleret i mængder
frem for kvalitet. Ind i mellem var der nogle få fremsynede,
der viste at det godt kunne lade sig gøre at lave vine med personlighed. Det gav flere og flere af vinbønderne modet
til selv at forsøge sig, og Abruzzo har hurtigt fundet sin plads
hos den moderne forbruger, og er i dag en vigtig leverandør især til Nordeuropa, hvor vinene passer fint til mad, klima
og forventninger.

Man skal bare finde de rette mennesker at handle med.
Vi er glade for vinene fra Agricole Gussalli Beretta. De har været i gang i lang tid. Vingården ligger for foden af bjergene ved Vomano floden, ca. 2 kilometer fra Adriaterhavet og mindre end 20 kilometer fra Gran Sasso bjergene, hvor det højest punkt er 2920 meter. Her finder man et ideelt vinklima, som man forstår at udnytte. De kølige briser fra bjergene og havet giver karakter til vinene, og sørger for at de aldrig ”sveder”.

Jorden har en fin sammensætning af grus og kalk,
og har vist sig at være den perfekte ramme til kvalitetsambitionerne. Sammen med en stor forståelse
for de forskellige mikroklimaer er man hos Orlandi i stand
til at lave vin der tilfredsstiller de mest forvænte ganer.

Trebbiano er den mest populære grønne drue i Italien.
Den dyrkes over alt. Den er let at have med at gøre og giver godt. Resultatet er naturligvis meget forskellig fra nord til syd. De der forstår at holde udbyttet nede kan lave en fremragende vin med masser af god smag. Det er 100% Trebbiano fra region Abruzzo. Vinstokkene står i Montepagagno i et let kuperet landskab. Druerne er høstet i midten af september. Med håndkraft, og bragt hurtigt til pressehuset. Vinifikationen foregår på stålfade. Som koldgæring. Gennem hele vinteren ligger den unge vin sammen med gærresterne.

Vinen er lys strågul med et grønt skær. Næsen domineres af frisk frugt og smagen af fine urter med lidt mineraler.

Tips til servering
En lækker tør hvidvin til bordets glæder.
Kun fantasien sætter grænser.

2016 Château de Paraza, Cuvée Spéciale, Minervois, Frankrig

Når vi er på indkøbstur i vinens verden, foretrækker vi, at møde vinbonden der hvor vinen bliver til. Men engang imellem skyder vi også genvej, og melder os som deltager på nogle af de store vinmesser, som præsenterer sig med et stort og varieret udbud fra hele kloden. Fotostater, farverige brochure og velskolede salgsfolk kan ikke erstatte virkeligheden, men til gengæld kan man nå mange, mange flere kontakter. De mest interessante laver man så aftale med, og besøger dem senere.

En af vores gode kunder besøgte i efteråret Château de Paraza, der ligger i Minervois i Sydfrankrig. Hun mente, at slottets vine ville være noget for vores kundekreds. Vi kontaktede slotsejeren. Og vi fik smagt os gennem det aktuelle udbud.
Det var gode sager. Vi fik snakket en masse vin. Familien var meget passionerede og dedikerede. De have indenfor de sidste ti år fået så megen god omtale, at alle forventede, at de skule være blandt de bedste i hver årgang.

De Paraza’s vinmarker ligger med udsigt til kanal de Midi. Romerne var der først. Der har været dyrket vin uafbrudt siden. Slottet er fra 1700-tallet. Filosofien er klar: Intet skal spares for at gøre stedet til der, hvor Minervois bedste vin bliver til.

Der er brugt to noble druesorter 60% Roussanne og 40% Grenache blanc. Når de behandles korrekt og med respekt belønnes vinmageren med klassisk velsmag.

Lidt af hemmeligheden skal tilskrives den stenede jord rig
på mineraler. De to sorter høstes hver for sig. Modningsgraden bestemmer hvornår. Morgenkøligheden udnyttes og er med til at skabe en fin sprødhed. Samtidig muliggør det at mosten kan drænes og derved intensiveres smagsoplevelsen. Druerne går direkte i pressen, hvor man sørger for at undgå iltning under processen. Gæringen foregår ved lav temperatur og på stål tanke.

Vinen har en smuk lysegul farve. Næsen er domineret af citrus og sommerblomster. Smagen er mild og indtagende med fine aromaer af urter og krydderier.

Tips til servering
En meget elegant vin der skal serveres som aperitif, grillede fisk ol. Kølig naturligvis.

2016 Vesevo, Beneventano Falanghina IGT, Italien

Turen går til Napolibugten og det smukke bagland. Det er i regionen Campanien. I romertiden var det her man hentede Imperiets bedste vine. Blandt andet den historiske Falernum. Den forsvandt ud af historien sammen med romerriget..

Det er først nu, at området igen er begyndt at præsentere sig på den internationale vinscene. Vinbønderne har bemærket at forbrugerne i dag ikke gider drikke ligegyldig vin. De går efter vine med positiv særpræg og et lokalt fingeraftryk. Og det er der mulighed for i Beneventano, som er en provins i regionen.

Vesevo er det antikke navn for den aktive vulkan Vesuv. Jævnlige udbrud har mættet den omkringliggende jord med lava. Det er den absolutte ideelle grobund for vinstokke. Jorden er ekstra rig på mineraler og det fremmer de komplekse og elegante duft- og smagsnuancer i vinen. Og for at gøre det hele perfekt, så er klimaet mildt og venligt det meste af året. Rammerne for kvalitetsvin er tilstede. Men det er mennesket der bestemmer om resultatet skal være godt eller mindre godt.

I de mange hundrede år mellem romerne og nutiden koncentrerede vinbønderne sig om kvantitet og ikke kvalitet. Der blev høstet alt for meget, og det kunne ikke gå hurtigt nok med at få det ud af huset. Rovdriften skabte udvandet og simple vine. Man gik konsekvent efter de druesorter der gav mest. Resultatet blev der efter.

I øjeblikket oplever man et totalt skifte mod kvalitetsvin med personlighed. Vinhuset Vesevo har gjort mange forsøg på, at finde ud af, hvilke druer der passer bedst til den vulkanske jord.

Til de hvide vine fra Beneventano er de ikke i tvivl om, at Falanghina er den bedste. Den er af græsk oprindelse og giver en meget attraktiv frugtagtig duft og smag til vinen. Den er allerbedste, hvis man finder de jordstykker, hvor det ikke bliver for varmt eller koldt. Vesevo føler sig privilegerede, fordi de netop har marker i regionens tempererede zoner.

Når druerne kommer i hus presses de blødt. Mosten får
et halvt døgn sammen med skallerne, inden koldgæringen sættes i gang. Den unge vin har skalkontakt et par uger
inden filtreringen og tanklagringen.

Smuk i glasset og et fint grønligt skær. Intens aroma af grønne æbler og fersken med en god livlig frugt. Vinen er fyldig tør, intens med en god eftersmag, der bliver lang tid i munden.

Tips til servering
Den perfekte vin som aperitif, eller til lette retter, fjerkræ
og lyst kød.

2016 Babylon’s Peak, Viognier/Roussanne Swartland, Sydafrika

Babylon er navnet på en af de mest succesrige vingårde i det sydafrikanske Cape-land. Den ligger højt i baglandet med udsigt til Paardeberg bjergene. Den er privatejet af Bassom familien der gennem fire generationer har videregivet kunsten at lave store vine.

Det er hård arbejde blandet med en stor passion.
Kun lavtydende druer fra ikke-kunstvandede marker indgår
i Babylon Peak vinene. Granitten giver vinen en fin mineralsk karakter.

Vi er i smukke omgivelser. Med Taffelbjerget foran os, og længere ude Kap det Gode håb, hvor de to have mødes, er skønheden ikke til at diskutere. Og tager man ind i vinlandet mødes man af en frodig vinhave, der ligger godt beskyttet af bjerge, bakker og dale. Ind i mellem titter vingårdene frem.
De er hvidkalket og har stukgavle og stråtag.

Sydafrikanerne – de hvide, de sorte og de farvede synes at leve sammen i fordragelighed. Vinfolket ved hvad de gør. Og ved hvad den moderne forbruger vil have, og ikke mindst betale for.

I dette tilfælde var vi ude efter en sprød, lækker og tør hvidvin. Gerne domineret af ungdom og frugt. Vi havde på forhånd fået udpeget Babylon’s Peak.

Vingården ligger i det område der hedder Swartland,
ca. en times kørsel fra Cape Town, og tæt ved havet. Vinstokkene er sat på granit skråninger. Det holder
udbyttet naturligt nede. Klimaet er det samme som man
finder ved Middelhavet. I snit kommer der 600 mm regn
om året, og dagstemperaturerne  ligger mellem 25 og 35 grader. Nattetemperaturen ligger mellem 12 og 18 grader.

Alt dette til sammen giver ideelle betingelser for vinavl.
Druerne er ret små med tyk skal. Vinstokkene står som buske. Der håndhøstes i små kurve. Høsten blev klaret på en dag
(24. Februar) De ny-plukkede druer sættes et døgn i kølerum inden stilkene fjernes og kværnes. Grøden får 48 timers maceration før gæringen.

Der indgår to druesorter i denne vin. Ca. 60% af den ædle Viognier og 40% af den velsmagende Roussanne. Begge kendt for, i de rette hænder, at lave store vine.

Vinmageren er Stephan Basson. Han er fjerde generation i familiefirmaet. Stephan har skabt en flot hvidvin, der vil behage alle ganer. For at give den en ekstra kant, får mosten lang skinkontakt. Lagringen foregår i 300 liter franske egetræsfade.

Duft og smag er en kompleks blanding af sommerblomster, fersken og tørrede abrikoser.

Tips til servering
Perfekt som aperitif, til kolde kødretter, fjerkræ og milde oste.