Hvidvinskasse 31

2013 Alento Branco, Monte Branco, Alentejano, Portugal

Googler man ”Monte Branco” dukker der et væld af henvisninger op om Europas højeste bjerg Mont Blanc. Det ligger som bekendt i alperne, og har intet med denne lille vingård i Portugal at gøre. Internationalt omtales vingården som ”White Hill Winery”. Vi er i Alentejo-regionen og tæt ved den smukke by Evora.

Det hele med startet for lidt mere end ti år siden. Manden bag er Bay Luis, der inden han startede for sig selv, fik en grundig landbrugsuddannelse og arbejdede i forskellige vinhuse blandt anden i Californien. Det har været med til at give ham en moderne profil. Han søger med stort engagement at fremstille vin der overrasker og overstiger forventningerne hos nutidens forbrugere. Han arbejder primært med lokale druer, der købes fra gode og velpassede vinmarker. Vinbønderne kan så koncentrere sig om det de er bedst til, og det giver samtidig Bay Luis mulighed for at koncentrere sig om vinens kvalitet. Det har han haft stor succes med. Halvdelen af hans årlige produktion sælges i udlandet, og altså i konkurrence med vine fra hele verden.

Klimaet i Alentejano er i modningsperioden fyldt med gode, tørre, varme dage. Det er primært lerjord. Altså god og dyrkbar landbrugsjord. Druerne til denne vin nævner vi, selv om vi ikke tror, at nogen husker dem i morgen: 50% Arinto, 40% Antao Vaz og 10% Roupeiro. Der håndhøstes med stor selektion. Druerne lægges i små kasser, så de ikke presser hinanden på vej til vingården. Først kværnes klaserne og grøden får lov at ligge i 8 timers med fuld skalkontakt. Derefter en langsom gæring (8 uger ved 12 grader uden skaller). Filtrering og så på flaske, klar til at blive nydt kælderkold og af store glas.

Vinen har en behagelig frisk og sprød tørhed. Den lyser brillant med et grønligt skær der signalerer friske citrus og mineralske noter. Der er fin balance mellem syre og frugt. Den har en behagelig og intens lang smag.

Tips til servering
Perfekt som aperitif og alt det gode fra havet. Oplagt til sushi og asiatisk mad i det hele taget.

2013 Tres Lunas, Verdejo, Toro, Spanien

Vi har gjort meget ud af at præsentere det spanske Toro-distrikt for vores kunder. Fordi vi mener, at der her er stor harmoni mellem pris og kvalitet. Der er mange muligheder, og man kan let komme til at betale for meget, hvis ikke man smager sig godt frem. Det gør vi.

Vi blev ført til den lille vingård Tres Lunas på vores sidste smagstur. Siden år 2000 har man dyrket vinmarkerne økologisk. De første i Toro for øvrigt til det. Nu er flere kommet til. Tres Lunas ejes af Patricia og Wence. Det er også dem der laver vinen. Det er far og datter. De betragter sig som gode arbejdskammerater. Begge har en vinuddannelse bag sig. Wence startede sin voksen karriere som professionel fodbold spiller i Real Madrid, men fik en skade som gjorde at han måtte stoppe. Han kastede alle sine penge og energi ind på at lave noget god vin, som folk ville kunne lide, og som de ville tale om. Han udvalgte sig et lille jordstykke i den vestlige del af provinsen Castilla y Leon tæt ved Duero-floden. Han vidste, at der kunne laves noget stort her. Det var tilplantet med både røde og grønne druer. Vinstokkene var meget gamle. Nogle mere end 100 år.  Der skulle ryddes grundigt op. Rykkes op og tilplantes.

Toro er blevet kendt for sine kraftige og markante røde vine. Og det var selvfølgelig det Wence startede med. Da hans datter kom med som kompagnon forfinede og forædlede hun de røde vine, så de fik en ukendt elegance.

Begge havde lyst til at udforske mulighederne i Toro. De sætter nu også navn på en mousserende rødvin, på sent høstede søde hvidvine og nu også en elegant tør hvidvin lavet på den lokale drue Verdejo. Og det var den vi faldt for. Vi har altid følt, at det var godt at kende et passende modspil til al den Chardonnay der produceres. I dette tørre og solrige højland udvikler Verdejo en overvældende aromatisk duft og smag. Elegant sprød og tør med et strøg af anis og nyslået hø. Hvis man altså er en dygtig vinmager og forstår at gøre de rigtige ting i den rigtige rækkefølge.

Der er brugt speciel udvalgte Verdejo-druer fra 40 år gamle vinstokke til denne vin. Håndplukket naturligvis og lagt i små kurve, så druerne ikke stødes eller presses. De bringes i hus og anbringes køligt inden de får en hurtig udblødning og presses. Under selve gæringen dannes noget naturlig svovl. På Tres Lunas forsøger man at styrke denne proces, så man enten er fri for at tilsætte svovl eller i alt fald tilsætte så lidt som muligt. Det betyder at Tres Lunas kan anbefales til folk der normalt får hovedpine af at drikke vine. Og det er et lækkert glas vin der står foran dig. Lysegrøn/gul ren og brillant. I næsen meget imødekommende, grønne æbler, anis og tropisk frugt. Sprød og delikat med et fint pift af fennikel.

Tips til servering
Til fisk af alle slags, salat, pasta, ris og ost.

2014 Babylon’s Peak, Chenin Blanc,
Swartland, Sydafrika

Mange har svært ved at forstå, at man kan lave en tør, sprød og livlig hvidvin under Afrikas brændende sol. Vi kan starte med at slå fast, at det kan man heller ikke, med mindre man finder områder, der nyder godt af de kølige vinde fra Ishavet. Særlig helt sydpå og ud mod Atlanterhavet er der en friskhed i luften, som overrasker turisterne. I souvenirbutikken ved Kap det Gode Håb sælges der masser af huer og uldne trøjer.

Swartland ligger nord for Cape Town i det der kaldes Costal Region. De kølige briser fra Atlanterhavet mærkes tydeligt gennem hele modningsperioden. Det giver vindyrkerne mulighed for at lave vine med en velgørende frisk smag. Samtidig er der altid sol og varme nok til at fuldmodne druerne. Det er nemt at være vinbonde her, og det er let at lave god vin. Og det gør de så, og endda uden at forlange for meget for det. Det er netop sådanne noget vi er på evig jagt efter.

Her en flot udgave af Chenin Blanc, som lokalt kaldes Steen. Vinstokkene er 38 år gamle, og giver derfor kun et lille udbytte, men til gengæld så meget bedre end det, der høstes fra unge vinstokke. Klaserne håndplukkes og lægges i små kurve, så de ikke beskadiges under transporten. Stænglerne fjernes og druerne får et let pres. Lad os kalde det første pres. Det er kun det, der bruges til Babylon’s Peak. Den unge vin får lov at ligge sammen med bundfaldet i nogle måneder før aftapningen på flaske. Det giver smagen en ekstra fylde – en ekstra dimension om man vil.

Vi kender druen fra det franske Loire-distrikt. Den står blandt anden bag den populære Vouvray, som vi i Danmark lærte at kende i den halvsøde udgave. Det var den vi fik skænket til høns i asparques, tarteletter og anden traditionel søndagsmad. Pragtfuldt! Gode minder, som sagtens kan gentages.

Denne Chenin Blanc er en moderne udgave af den gamle Vouvray. Den er venlig tør, med en god saftig frugtfylde. Passionsfrugt og fersken. Livlig med stor velduft, Sødlig strejf, let parfumeret  og underliggende toner af tropisk frugt. Den lader sig drikke med stor velbehag.

Tips til servering
Nyd den afkølet og af store glas til, ja hvorfor ikke tarteletter med lidt spændende fyld. Det behøver ikke lige at være det man køber på dåse. Lad fantasien få plads. Vinen er også fin som aperitif, til sushi, asiatisk mad i det hele taget og til f.eks. hvidskimmeloste.

2013 Fannia, Molise Falanghina DOC, Italien

Kun en lille del af regionen Molise har kyststrækning ud til Adriaterhavet. Man er klemt lidt inde mellem Abruzzo i nord og Apulien i syd. Mod vest danner Appenninerne en massiv mur. Vindyrkningen er henvist til en stor bakket dal tæt ved kysten. Der er rigelig plads, for vin er ikke det der optager regionen mest. Druen er den klassiske hvide for området, Falanghina og den smager rigtig godt. Vinhuset kalder sig Valerio og er skabt på en vision om at smelte tusinde års erfaring sammen med moderne viden og teknik. Vi er i grænse området mellem regionerne Molise og Campanien. Vinmarkerne, i alt fald nogle af dem, finder vi i Isernia provinsen lidt vest for Compobasso.

Når Valerio laver rødvin er det med fokus på Sangiovese druen og når det gælder hvid, fokuseres der stærkt på en bestemt drue, der hedder Falanghina. Den var en vigtig del af antikkens berømte Falernumvine, men findes efterhånden kun meget få steder. Den har græsk oprindelse, og når man behandles nænsomt, får man en elegant, sprød, frugtig vin med tydelig duft og smag af æble/melon.

Valerio har en årlig produktion på 70.000 flasker. Kun 10.000 af dem er den hvide Fannia. De kan simpelthen ikke få fat i flere druer. Vinen laves på 100% Falanghina høstet i midten af september, og bragt i hus så hurtigt som muligt, hvor presning og koldgæring på ståltanke sættes i gang med det samme. Den malolactiske gæring foregår også på ståltank. Foruden en frisk sprød smag giver det tillige vinen større fylde og vægt.

Fannia er strågylden og meget imødekommende. I næsen sommerblomster, fersken og saftige æbler. Lækker tør med en frisk frugtsyre og lidt nødder og citrus der slutter festen af.

Tips til servering
Perfekt til asiatisk mad, til de fleste frokostretter, koldt kød og fjerkræ.