Hvidvinskasse 29

2012 Château La Besage “La Grande Cuvée”, Bergerac, Frankrig

Bergerac var målby for en af de sidste etaper på årets Tour de France. I den forbindelse genopfriskede kommentatorerne lidt om distriktets historie og her under også, hvilke vine distriktet står for. Det overraskede nok de fleste at høre, at Cyrano de Bergerac ikke havde noget som helst med distriktet at gøre. Ridderen med den store næse har inspireret til en roman, et skuespil og en film, og det er det, som har gjort navnet kendt. At han ikke har haft noget med byen Bergerac at gøre, generer ikke turistindustrien, som har ladet opstille en imposant statue, der står midt på torvet. Den får jævnligt slået næsen af. Det giver en kærkommen omtale i lokalpressen.Vinmæssigt ligner man på mange måder naboen i Bordeaux. De laver de samme typer, på de samme druer og på samme måde. Landskabeligt og gastronomisk har Bergerac endnu mere at byde på end Bordeaux. Man mødes af et velduftende bagland, der er en del af Périgord.

Det er her grisene snuser store, sorte trøfler op til overfladen, og det er her cèpeen (Karl Johan-svampen) er bedst.

Krydderurter og frugthaver, tobaksmarker, valnøddetræer og masser af blommer. Hver lille by laver sin egen ost, og i de små floder står ørreden. Alle steder går store ande- og gåseflokke først og fremmest for leverens skyld. Resten går til andebryst og kråsesuppe.

Også lige som i Bordeaux ser man en række ”château’er” fordelt pænt ud i landskabet. Mange af dem er familieejet og familie drevet. Som dette der har tilhørt familien Le Naour i fire generationer. Man har hele tiden for øje, at hver årgang er forskellig, og derfor også kræver forskellig behandling.

Druerne sorteres på marken før de bringes til pressen. Denne vin er lavet på 100 % Sauvignon Blanc. Den er ikke streng parfumeret som den New Zealandske Sauvignon, den har mere den dybde og vinøsitet som vi fx kender fra Sancerre.

Slottets prestige vin ”La Grande Cuvée” ligger en passende tid på fransk eg, sammen med bundfaldet. Det giver vinen en ekstra vægt og lidt ”flødesum”.

Familien er naturligvis stolte over den guldmedalje vinen opnåede opnåede ved den årlige konkurrence i Paris.

Lysgullig med lidt toast og en tydelig citrus næse. Den fyldige tørre smag understøttes af fersken og vanilje.

Tips til servering
Server den kælderkold til alt det gode fra havet. Perfekt til koldt kød og fjerkræ.

2013 Falanghina Benevento igp, Campagnine, Italien

Vi er endnu en gang taget til dejlige Italien, hvor udbuddet af vin er stort og frodigt. Vi overraskes gang på gang. Som unge vinhandler kunne man nøjes med at interessere sig for Chianti og Piemonte. Men så kom Amarone og stjal opmærksomheden indtil prisernes himmelflugt gjorde dem uinteressante for de fleste. Det fik os til Syditalien, hvor en hel ny verden ventede på at blive udforsket. Især Puglia og Sicilien kom på de danske hitlister. Nu har skæbnen bragt os til Campanien. Det er indgangen til Syditalien. Napoli er hovedbyen. Sorento-halvøen trækker tusinder af turister til – hver dag. Vesuv-vulkanen er stadig aktiv, men ryger kun lidt i smug. Det var her i dette skønne landskab, at antikkens grækere viste, at vin ikke bare var en medicin der dulmede hverdagens trængsler, men et nydelsesmiddel, der gjorde det værd at leve. Romerne fulgte vintraditionerne op med deres berømte Falernum. Alt sammen var det i Campanien.

En ny generation vil genopfinde Campanien som vinland med kvalitetsvine der kan betales. Benevento (en provins i regionen Campanien) kan udmærket gå hen og blive kodeordet for denne bevægelse. De tidligere generationer koncentreret sig med stor dygtighed om kvantiteter på bekostning af kvalitet. Løsningen er de rigtige druesorter og et lavt udbytte. De der gør det sætter standarten i dag.

Når der skal laves god hvidvin i Campagnien, så er Falanghina-druen altid i spil.

Det er en drue grækerne i sin tid bragte til Benevento. Man mener for øvrigt også, at druen var en vigtig del af blandingen til de bedste Falernum-vine. Den er dejlig fri for at have lighedspunkter med Chardonnay og Sauvignon Blanc, som vi jo får så rigeligt af.

Falanghina står på en sydøst vendt skråning, og nyder godt af varme om dagen og kølighed om natten.

Høsten til denne vin foregik mellem den 25. September og 
7. Oktober. Kun fuldmodne druer bliver bragt i hus. En blød presning sørger for at kun den fineste most får lov at gære til vin.

En lækker duft af både æbler og melon pakket ind i en frisk frugt. En livlig syre giver vinen kant.

Tips til servering
Skænkes køligt i store glas og nydes som aperitif, til alle havets frugter, til fjerkræ og koldt kød.

2013 Poggio Verde, Frascati Superiore DOCG, Italien

Frascati er en af Italiens bedst kendte hvide vine. Den høstes fra bjergene bag Rom kendt som Castelli Romani. Det er her paven har sit ”sommerhus”. Gennem det meste af historien har Frascati være omtalt som romernes dagligvin. Det var den der blev serveret fra kande på alle byens retauranter. Man havde vænnet sig til, at den var lidt mat og overiltet. Det skyldtes Malvasia-druen, som man ikke rigtig forstod at styre i gamle dage. Den smagte pragtfuldt i de kølige kældre oppe i bjergene, men iltning og transport på vej til Rom ændrede dens karakter. I dag har man ikke problemer med Malvasia. Moderne teknik og hygiejne sørger for at Frascati-vinen kommer frem til hovedstaden og videre ud i verden i fineste form. Det vil sige gylden, sprød, lækker og frisk, det som er Frascati vinenes varemærke.

Denne Poggio Verde er noget af en luksusudgave. Det er fra vinhuset Principe Pallavicini der tilhører en af de ældste adelige familier i Italien. Gennem tiderne har der været en pave, flere kardinaler, en håndfuld betydningsfulde politikere og et vred af borgmestre med efternavnet Pallavivini. Familien råder over adskillige vingårde fordelt ud over Italien. Hovedsædet er i Castelli Romani, hvor man selvfølgelig udviser en særlig kærlighed for husets Frascati vinene.

I 1980 investerede Pallavicini den mest moderne kælder og teknik med det ene formål, at man kun ville lægge navn til det bedst mulige. Man ville ikke forsøge at efterligne gammel/klassisk stil, men gå målrettet efter den moderne, elegante smag. Venlighed, elegance og velsmag skal være de dominerende egenskaber. Det skal være vin man har lyst til at at tag en slurk til af.

Druerne til denne Frascati er 70% Malvasia del Lazio. De sidste 30% er en blanding af Greco og Grechetto.

Det er druer, der giver liv og velsmag. Rødderne stikker dybt i den vulkanske jord. Vi er 300 meter oppe ad skråningen. Med en flot udsigt til Roms tage, og en kærkommen nattekølighed.

Druerne håndplukkes i slutningen af september. Altid om morgenen før solen får fat. I kælderen sorters druerne en sidste gang. De presses let. Den unge vin får skaldkontakt i 4-5 måneder inden aftapningen.

Skænk vinen kølig i glasset. Nyd den brillante lyse citronfarve. I næsen rosenblade, lidt fersken, abrikos. Smagen elegant fyldig med en nøddeagtig struktur. Eftersmagen runder af med en fin frugtsyre.

Tips til servering
Det er sådan en vin man kan sidde bare og nyde mens man tænker store tanker. Den er perfekt til pasta, alt det gode fra havet, og friske bløde oste.

2013 UNO, Sauvignon Blanc, Chile

Det er gode sager det her. En vellavet og velsmagende Sauvignon Blanc fra Terrapura der er et af de nyere vinhuse i Chile. Bag står repræsentanter for nogle af landets vinpionerer med familienavne der er kendt internationalt. De har en ide om, at de med vine fra Terrapura, vil vise en hel vinverden, hvad der egentlig kan gøres i det man kalder vinmagernes paradis.

Terrapura er på det oprindelige indianske sprog en hyldest til den gode jord og de ideelle betingelser, der bydes i Chile. De bedst egnede steder ligger lidt nord og lidt syd for hovedstaden Santiago langs floderne der fyldes med smeltevand fra Andes. Uden vand ville det være gold jord. Det er her vi finder ”Edens have”. Der er altid sol nok til at fuldmodne druerne og det regner kun når det skal, altså om vinteren. Luften er tør, det forhindrer de fleste sygdomme i vinmarken. Derfor er der næsten ingen behov for sprøjtning.

Det er let at lave vin i Chile. Mange kommer måske lidt for let til det, og vinene kan derfor mangle dybde, karakter og kant. Det kræver en særlig indsats og viden, at få disse egenskaber frem i vinen. De går efter at bevare vinens frugt optimalt, og de gør meget ud af, at finde det rigtige grosted til de forskellige druer. Det kan de gøre, fordi de har historisk gode forbindelser i alle Chiles kvalitetsdistrikter.

Terrapura var blandt de første der så mulighederne i det kystnære San Antonio distrikt. Det er formodentlig Chiles første egentlige vindistrikt, men i 18 og 1900 tallet synede det helt hen. Det er mindre end en generation siden, at man så småt kom i gang igen. Der er den kølighed, der er så velgørende for en drue som Sauvignon Blanc. Her er den høstet fra en enkelt vinmark i San Antonio dalen. Man mærker tydeligt de kolde vinde der blæser ude fra havet. Det skaber en stor koncentration af smags- og aromastoffer i druerne, men reducerer også høstudbyttet betydeligt.

Navnet Uno betyder 1 på spansk, men henviser også til navnet på den klon af Sauvignon Blanc, nemlig Uno, der anvendes til vinen.

Det er en klassisk Sauvignon Blanc. Intens aroma af tropisk frugt med en elegant duft af sommerblomster, der gør den yderst delikat. I munden er den tør, frisk og frugtig med gode sprød syre.

Tips til servering
Køligt skænket i store glas til asiatisk mad, perfekt til mad med friske krydderurter, stegt fisk og grøntsagsretter.