Hvidvinskasse 26

2010 Arinto, Quinta de Chocalha, Lisboa, Portugal

Vi er i det skønne Portugal, tæt på hovedstaden og tæt på Atlanterhavet. Helt nøjagtig 45 kilometer nordøst for Lissabon i Alenquer. Det er ikke et af de navne vinkendere nikker genkendende til, men det er ved at ændre sig. Blandt andet fordi en af de lokale vingårde Quinta de Chocapalha, gennem de sidste fem, seks år har gjort sig stærkt bemærket med en række velsmagende kvalitets vine, som har fået megen omtale.

Historisk kan man læse om, at området allerede i 17 hundrede tallet var kendt for at lave vin, som folk gerne tog en omvej for at få fat i. Man kan læse at quintaen i perioder var ejet af betydningsfulde mennesker blandt andet en skotsk aristokrat , der var blevet adlet af kong D. Joao VI. Ingen af dem havde ambitionen om at forbedre den jævne landvin man traditionelt lavede på ejendommen.

[ Først i 1980’erne da Alice og Paulo Tavares da Silva overtog Quinta de Chocapalha blev rammerne for at lave kvalitetsvin skabt. ]

Der blev ryddet godt og gevaldigt op i de 45 hektar vin der hørte med. De ringeste sorter blev hevet op, og erstattet med ædle sorter. Ny teknik blev introduceret i kælderen. Man var hele tiden parat til forbedringer, og i år 2000 var man nået så langt, at man bestemte sig for at aftappe den bedste del af vinen med eget navn.

Bare for en generation side, var hvidvin fra Portugal ofte en tung og tydelig oxiderede sag, som man skulle være lokal for at nyde. I erkendelse af, at det internationale marked ønskede tørre og sprøde hvidvine,  bestemte portugiserne sig lidt modvilligt til at indordne sig. Sandra Tavares da Silva ændrede straks proceduren. Hun hentede druerne fra det koldeste område i terrænet. Rækkerne stod nordvendt. Det passede hende godt. Jorden er kalkholdig. Også fint og det bedste af det hele, det var udelukkende sorten Arinto. Det er en drue der evner at bevarer sin friske syre selv i stærk varme.

Mosten koldgæres naturligvis. Det forlænger perioden så alle gode smags-og aromastoffer når at komme med i vinen.

Smuk lys guld/grøn i glasset. Brillant og lokkende. Frisk og aromatisk med citrus og tropisk frugt. Smagen har en elegant blanding af citron og ferskenagtig frugt.

Sandra fortæller at det er en vin der lagrer godt. Det er rart at vide, men den smager også ustyrligt godt lige nu.

Tips til servering
Arinto kan nemt serveres som aperitif og senere stå på bordet til alle fiskeretter, kold kød, fjerkræ o.l.

2012 Domaine Moureau, Coteaux de Peyriac Chardonnay, Frankrig

Tilbage i begyndelsen af 1970’erne var Sydfrankrig på randen af borgerkrig. Der skulle en vinrevolution til at løse problemet. Gennem hele 1900-tallet havde man vænnet sig til at franskmandens daglige vin blev lavet i Languedoc og Roussillon. Der var tradition for at den blev tilsat ret store mængder sort og alkoholrig vin fra Algeriet. Det gjorde den drikkelig. Men i midten af 1960’erne mistede Frankrig kolonien. Det havde den sydfranske vin ikke godt af. Den præsenterede sig nu som tynd og spids. Forbrugerne reagerede meget hurtigt og det medførte en dyb depression. Ingen tjente noget. Hus- og jordpriser raslede ned. Det officielle Frankrig gad ikke høre på klagerne. Bønderne gik i protestmarcher. Der blev brændt bordmesterkontorer af.

Vintransporter både til lands og til vands blev stoppet og nedkæmpet. Endelig kom løsningen. Der blev sat et storstilet arbejde i gang. Det skulle omdanne den sumpede og myggebefængte Middelhavskyst fra Marseille til den spanske grænse til et turistparadis med hoteller til en halv million gæster. Der blev anlagt adskillige små hyggelige marinaer og en række andre attraktioner. Vinbønderne fik nu tilbudt arbejde i turistbranchen. De fik penge for at nedlægge deres vinmarker, eller penge til at etablere sig lidt længere inde i baglandet, hvor betingelserne er bedre. Der blev stillet krav til druesorter, udbytte og vinifikation. Det ændrede på ganske få år vinudbuddet. Det blev nu omtalt som fremtidens vinland.

Vores venner på Domaine Moureau har været med lige fra begyndelsen af denne vinrevolution. Domaine Moureau har tilhørt familien siden 1972. Marceau Moureau og hans sønner arbejdede hårdt og sætter selv 1980 som det år, hvor alt det nye faldt på plads. På marken står Carignan, Cabernet og Merlot. Og et lille hjørne med Chardonnay. Det krævede de nye tider.

[ De kræver også, at man tager hensyn til naturen.  Det har man skrevet under på, at man gør. De gamle træfade i kælderen er skiftet ud med stål og nyeste udstyr.  Hele processen følges nøje. Der interveneres så lidt som muligt. ]

Chardonnay optræder i to hovedtyper: Den ene er gæret og lagret på små nye fade og optræder gylden, blomsterduftende med en fed, tør smag. Den anden er helt uden træ, den er stålsat, høduftende og knastør. Og så findes der alle de Chardonnay’er der smager midt imellem.  Som Moureau’s der har lidt fedme og fylde i smagen der forener sig med det sprøde og mineralrige. Der er en tydelig duft af kaprifolium og akacie. I finalen citrus.

Tips til servering
Drikkes afkølet til grillet fisk, tærter, lyse kødretter. En fin frokostvin

2012 Odoardi, Scavigna, Vini di Calabria DOC Bianco, Italien

Det er et par år siden, at vi sidst var i Calabrien. Støvlelandets tå.  Det er ikke sådan et sted man lige kommer forbi. Det er noget man tager til. Klimaet er mildt, nærmest paradisisk og naturen er smuk og uspoleret.  Der er blevet lavet vin lang tid før vores tidsregning, alligevel er calabrisk vin en sjælden gæst udenfor regionen. Man har ikke haft styrke til at klare sig i konkurrence på det internationale marked. Potentialet er der. Klimaet er perfekt og man har en række spændende lokale druesorter, som bare venter på at blive opdaget. Vi vil gerne hjælpe dem lidt på vej.

Hvis vi bliver i støvlelands-terminologien, så ligger Odoardi vingården på ”vristen” og på halvøens vestkyst med udsigt ud over det Tyrrhenske Hav. Vinstokkene er sat på stejle terrasser  der gennemskæres af en lille flod. Scavigna har regionens mest kølige klima. Derfor er det muligt at lave frugtige og intense røde vine og sprøde friske hvide vine i et ellers varmt område.

Det er familien Odoardi der lægger navn til vingården. Der er 70 ha med vin og det bliver til 300.000 flasker om året. Af både rød og hvid. De har ejet jord og dyrket vin i flere generationer. I begyndelsen af 1990’erne bestemte de 2 unge brødre Gregorio og Giovan, at de ville gøre Scavigna kendt i den store verden.  I deres markedsføring fortalte de historien om, at det var grækerne der var de første til at lave vin i Calabrien.  Cirò hed den.  Den regnes for verdens ældste vin. Den blev skænket til  vinderne i antikkens olympiske lege.

[ Til denne vin er brugt 6 forskellige druesorter. Selv om man nikker velkendende til de fleste af druenavnene, så er det lokale varianter, som tiden har givet deres eget særpræg. ]

Lad os se lidt nærmere på de enkelte druer. 30% Chardonnay for at give tyngde og international karakter. 30% Riesling Italico, som ikke har noget med den tyske riesling at gøre. De kalde den Welschriesling. Den giver vinen en let og elegant karakter, lidt blomster- og nøddeagtig. Så er der 10% Malvasia Bianca der bidrager med sydlandsk charme, fedme og lidt blødhed. 10% Traminer Aromatico. Man kan lige frem fornemme parfumen og krydderierne. Lidt som i en god Gewurztraminer. 10% Pinot Bianco er budt med for at give et pift cremet frugtighed. Og til sidst 10% Greco Bianco. Som navnet antyder kommer druen oprindelig fra Grækenland. Den har været i Calabrien i mere end 2500 år. Den giver en fin duft af sommerblomster og en smag af fersken.

Sådan smager vinen. Tør, blød, frisk og fyldig med lidt hyldeblomst i næsen og en god fornemmelse i munden.

Tips til servering
Nydes afkølet til fisk i velsmagende saucer, fjerkræ og lyst kød.

2013 Tyrone Estate, Semillon/Sauvignon Blanc, Riverland, Australien

Det er interessant at bemærke, at de klassiske vinområder i Frankrig meget ofte ligger tæt på en flod. Det giver et særligt lys og refleks, som druerne har godt  af, fortæller vinbonden, men de tanker gjorde man sig slet ikke da vinstokkene i sin tid blev sat.  Det var først og fremmest floden som en ideel transportmulighed der bestemte beliggenheden.  Floden sørgede for at få vinen hurtigt og billig frem til kunderne. I Australien søger vinbønderne også mod floderne, men det er udelukkende for at kunne kunstvande afgrøderne.

Vi er i Riverland omkring Murrey floden i Sydaustralien. Den årlige nedbør er på ca. 250 mm. Drypvanding er derfor helt nødvendig.  Nogen får kunstvanding til at lyde negativt, men brugt rigtigt er det et værdifuldt instrument for vinmageren.  Mange europæiske vinmagere ville ønske, at de havde styr på tidspunkt og mængden af regn. Det er ofte ukontrollable vandmasser, der forringer en årgang.

Vi er hos en vinbonde i Riverland som har styr på tingene. Familiens vingård hedder Tyrone Estate og styres af anden generation Bob og Sylvia Franchitto. Vinmarkerne ligger rundt om vingården, og det betyder at der kun er få minutter mellem høsten og omdannelsen til vin. En ikke uvæsentlig faktor i så varmt et land. Bob og Sylvia går ind for at der skal være fornuft og samklang i alle dele af processen.  I marken arbejder man organisk med størst mulig hensyn til naturen.  Man lader sig ikke nøjes med at tage analyser af vinens udvikling. Man tror på at erfarne næser og ganer giver en mere personlig vin. Det er dem der har den endelige beslutning.

[ Et usædvanligt år, lidt køligere end normalt og lidt mere regn. Perfekt. Flotte ensartet modne druer, der blev høstet en uge senere end normalt. ]

Det er Semillon der dominerer (90%) men Sauvignon Blanc’en giver lige præcist  den vibrerende syre og friskhed, som en god tør hvidvin skal have.

Fristende i glasset. Lys, strågullig med et grønlige glimt. Og en imødekommende velduft.  Nyslået græs, tørre frugt pakket ind i blød tropisk frugt og citrus. Vinen er tør og appetitgivende med en god fylde, lidt melon og asparges.

Tips til servering
Nydes kølig i store glas til asiatisk mad, grøntsags retter,  eller bare når man søger en god tør velsmagende hvidvin.