Hvidvinskasse 24

2012 Blanc di Sanzuan, I Vini Di Emilio Bulfon, Italien

På etiketten vises et lille udsnit af ”the last Supper” nadveren – Jesus’ sidste måltid. På den måde vil vinmanden Emilio Bulfon gør omverdenen opmærksom på, at vin er en gammel historie og samtidig sætte spørgsmålstegn ved, om den moderne vin stadig kan kaldes guddommelig. Selv om vin i Italien i flere tusinde år har været en del af livet og kulturen, så er vinens sjæl blevet mere og mere usynlig. Det vil Bulfon gøre noget ved. Han har brugt megen tid på, at finde frem til   de gamle druesorter, som historisk har gjort området kendt.  Han fandt fire sorter, som var værd at arbejde videre med. Samtidig har han bestemt sig til, at intervenere så lidt som overhovedet muligt i kælderen. Netop for at bevare vinens sjæl.

Det kunne se ud som om, det var det, markedet gik og ventede på. Stor succes og stor fokus på Bulfonvinene, der gerne modtager gæster til en lille rundvisning og smagning. Selvfølgelig skal man også lige en tur rundt om hjørnet til Maria dei Battuti di Valeriano kirken, hvor man kan beundre den fresco fra Middelalderen, som ses på vinens etiket.

Vi er i regionen Friuli i støvlelandets nordøstlige hjørne. Bulfons vingård ligger for foden af de Karniske Alper i et smukt bakket og skovklædt landskab der skæres igennem af Tagliamento, der er en af Europas ældste floder. Der hører 16 hektar med vin til ejendommen. Mere end halvdelen er tilplantet med de historiske vinstokke. Druerne håndplukkes og høsten bringes til vineriet i små kasser, så druerne ikke beskadiges.

Friuli var indtil 1970’erne kendt for at lave store mængder af ligegyldig hvidvin, der blev drukket lokalt. Men moderne teknik og penge bag skabte lidt af en revolution. Målet var at lave verdens bedste hvide vine. Franske og tyske druesorter kom i front. Der blev dikteret top hygiejne i kældrene. Ligegyldig hvor lille produktionen var, skulle man have sin egen ønolog (universitets uddannet vinmager). Man blev hurtigt accepteret som et lovende hvidvins distrikt. Men vinene var næsten for rene og pæne til at interessere den forvente gane. Derfor forsøger mange af vinbønderne at bryde ud og lave mere personlige vine.

[ Her iblandt Emilio Bulfon der med sin Blanc de Sanzuan har overrasket alle. ]

Der indgår flere af de historiske druer i blandingen, der dog domineres af druen Civicdin. Bulfon prøver ikke at tæmme vinen, men lader den udfolde sig med overraskende indtryk. I næsen mandarin, lime og melon. Og sommerblomster. Smagen er koncentreret med et let bitter pift af appelsin. Tør og mineral rig. Sprød og lækker.

Tips til servering
Serveres kælderkold som appetitvækker, som ledsager til stegt fisk og fjerkræ.

2012 Campo della Fiera, Grechetto Umbria IGT, Italien

Italien er delt op i 20 selvstændige regioner, hvis vinmæssige formåen er bemærkelsesværdig forskellige. Selvfølgelig er der visse fællespræg baseret på historiske og kulturelle traditioner og nogenlunde ensartede dyrkningsbetingelser.  Billedet er imidlertid langsomt ved at ændre sig, fordi producenterne i de 20 regioner i større og større grad går efter at tilfredsstille den moderne vinnyders ønsker, frem for at bevare og dyrke de gamle dyder.
Umbrien er en af de 20 regioner der har ændret sig mest. Nabo til Toscana, som primært er kendt for røde vine, så er Umbrien historisk et hvidvinsområde. Mest kendt for sin gyldne, søde Orvieto der blev tilbedt af mangen en pave. Da sød vin gik af mode ændrede man stilen til knas tør, og fik også succes med det. Men de umbriske vinproducenterne overlod initiativet til vinkøbmændende i Toscana. De var alligevel rundt i hele verden med deres chianti, og så passede det dem godt at have en god tør hvidvin med, og den var der rigeligt af i Umbrien.

[ Castello di Corbare er en af Umbriens egne betydelige vingårde som har bevist at umbrierne godt kan selv. ]

Slottet har 1000 hektar med vin spredt rundt om Corbaresøen. Et vidunderligt landskab med bakker og dale og et fantastisk mikroklima. Ingen andre steder gør Grechettodruen sig så godt.

Druerne til denne vin er hentet fra to små vinmarker Il Caio og Il Poggio. De ligger begge syd/syd-vest cirka 200 meter over søens spejl. Høsten starter sædvanligvis i anden halvdel af september. Alt håndplukkes og sorteres. Mosten koldgæres.  Det går derfor langsomt. Næsten en måned. Der er tid til at trække alle smags-og aromastoffer ud. Bundfaldet får lov at ligge sammen med vinen i yderligere to måneder. Det betyder ekstra guf til duft og smag.
Castello di Corbara har genskabt Grechettos oprindelige biotype for at bevare den unikke karakter. Det har de fået megen ros for.

Gylden med grønlige refleksioner. I glasset finder man en delikat aroma med friske florale og citrusprægede undertoner, en behagelig tørhed og et let bittert tiltalende strejf i eftersmagen.

Tips til servering
Kølig serveret i store glas. Bare for nydelsens skyld.

2012 PostHouse Bluish White, Sydafrika

Den røde udgave af POST HOUSE har vi haft hjemme et par gange med stor succes. Det er et meget efterspurgt brand, som folk står i kø for at få fat på. Når det endeligt lykkes er tildelingerne meget beskedne. Og det er selv om vi synes, at vi kender vinmageren og ejeren særdeles godt.

[ Han hedder Nick Gebers. Han er blandt den håndfuld sydafrikanske vinmagere, der har bevist, at der ingen grænser er for, hvor langt man kan nå i det smukke Kapland. ]

Mens vi sad og forhandlede om den røde, fik vi skænket den hvide Post House i glasset. Det var gode sager, som vi selvfølgelige måtte have lidt af.  Vi er stolte over at kunne tilbyde vores kunder denne charmerende og velsmagende vin.
”Bluish White” skal nok lige forklares nærmere. Det er ikke et vinudtryk, men et ord der bruges af frimærkesamlede til at beskrive farvevariationer.  Det er  nærliggende,  at overføre begrebet til vinsnakken, i sær når Nick Gebers hovedkontor ligger i det gamle posthus i dalen mellem Stellenbosch og Somerset West.  Det er Sydafrikas vinhjerte.

Post House-vingården har 38 hektar med vin. Det er cabernet sauvignon, merlot, shiraz, petite verdot, pinotage og så de to hvide (eller rettere grønne) Sauvignon  blanc og chenin blanc  Det er disse to der lægger krop til Post House Bluish White.

Chenin Blanc er den mest almindelige drue i Sydafrika, hvor den lokalt kaldes Steen.  Man kender den måske fra Loiredalen, hvor den blandt andet står bag kendte vine som Vouvray.  Altså sådan lidt fyldige og sødmefulde vine. Sådan ønsker man den ikke i Sydafrika, hvor den næsten altid får lov at gære til en tør vin. I gamle dage blev den omtalt som en gemen arbejdsdrue som ikke kunne hæve sig over det ordinære. De nye vinmagere har imidlertid skabt nogle forbavsende resultater med chenin blanc, og den er nu blevet anerkendt på lige fod med de bedste hvide internationale druer.  Der er bare 20% chenin blanc i blandingen, men de sætter deres tydelige præg med en frisk og direkte sprød frugt. De resterende 80% er Sauvignon Blanc. Sammen bidrager de til en god vinoplevelse. I næsen grønne æbler, lidt fersken, æbleblomst, ananas og pære. En venlig fyldig tørhed der slutter af med mineralske undertoner.

Tips til servering
Kølig serveret i glasset som aperitif. Til en solnedgang. Til pasta, til alt det gode fra havet. Grøntsagsretter. Thai-mad ol.

2012 Schales, Grauer Burgunder ”Classic” Rheinhessen, Tyskland

Selvfølgelig skal vi også en tur til Tyskland. De sidste par årtier har deres vine fået lov til at stå lidt i skyggen af de franske, italienske og et massivt udbud af hvide vine fra den nye verden. De kan alle hver for sig være aldeles fremragende, men det er de tyske også, når de er bedst.

[ Ingen andre steder i verden giver de en så mundvandspirrende, sprød, delikat, blød oplevelse, der overraskende og overvældende slutter af med et ”hvin” af frisk, saftig frugtsyre. Det er ren magi. Læberne klistrer lidt. Bagerst i munden har man en fornemmelse af, at man lige har spist et grønt æble. ]

For en generation siden var det den billige Liebfraumilch, Niersteiner og Piesporter, der dominerede det danske marked.  Ingen synes at savne dem. De var efterhånden blevet så ringe, at man godt kunne være i tvivl om, at det var vin overhovedet.  De skræmte mange væk. De findes ikke mere. Så godt som ikke i alt fald. Et helt nyt og moderne sortiment står klar til den nysgerrige der søger  en god vinoplevelse.  Det er vine der generelt er på den tørre side.
Vi besøgte en række familievinbrug i Rheinhessen. Lige bag Luthers by Worms i Flörsheim-Dalsheim  fandt vi den vin, som vi mener vil være en flot introduktion til det moderne Tyskland. Den er lavet på druen Grauer Burgunder. I Frankrig (Alsace) kaldes den Pinot Gris og i Italien kender man den som Pinot Grigio. Jamen så er der sikkert mange der nikke genkendende. Man husker disse vine som fyldig tørre, lidt ferskenagtige med en frisk pirrende syre.

Vinen er fra Weingut Schales. Den har kant og noget ekstra, som er svært at forklare. Det ”ekstra” opstår når alle gør sig umage. Grundreglen hos Schales er:  ”Så meget som nødvendig, så lidt som mulig”. Og det gælder både på vinbjerget og i kælderen. Vinhuset har været i familiens eje siden 1783, og det er syvvene generation der har ansvaret i dag.

Tidligere blev tysk vin generelt tappet på høje slanke flasker. Rød/brun når det var Rhinskvin og grønne flasker til Moselvin.  Nu bruges der grønne standart  flasker (Bordeaux-stil) til alle tørre vine. Som så mange andre er man også gået væk fra korkproppen til fordel for skruekapslen, der har vist sig at bevare vinens friskhed meget længere.

Her en Grauer Burgunder i fin stil. Moden og lige til at hælde i glasset. Kølig naturligvis. Næsen fyldes med frisk frugt, æble og kvæde blandet med lidt ananas og honning. Smagen er fyldig og venlig tør. Lidt smøragtig og lækker.

Tips til servering
I Tyskland nyder de vinen til røget skinke og velsmagende oste. Vi drikker den gerne til fjerkræ, pateer ol.