2017 Saxenburg Guinea Fowl, Stellenbosch, Sydafrika.


Chenin Blanc er en drue, som få har hørt om og færre har smagt. Det er synd og skam, for den fortjener større udbredelse, så hurra for lejligheden til at smage en værdig repræsentant for denne druesort. For tre hundrede år siden udvandrede Chenin Blanc fra Frankring til Kap-provinsen, hvor den blev kendt som ”Steen” og fik stor udbredelse takket være sin imponerende alsidighed.
Siden muligheden for at lave kvalitetshvidvin kom til, takket være temperaturkontrol under gæringsprocessen, har interessen for Chenin Blanc varianter været stærkt stigende, og de sidste 10 år har den sydafrikanske vinindustri taget Chenin Blancs potentiale meget alvorligt.

Blandt druetypens fortrin er dens høje, naturlige syreindhold og mineralitet, der sikrer vinens friskhed, dens potentiale for tekstur, der giver fedme og fylde i munden og dens kapacitet for både at kunne give knastørre bordvine og ædelsøde dessertvine af høj kvalitet. Der er i dag plantet dobbelt så mange hektar til med Chenin Blanc i Sydafrika som i Frankrig. 

Saxenburg har ofte besøg af store flokke af perlehøns (guinea fowl), og det har givet inspiration til valget af det mønster af hvide prikker, der pryder perlehønens fjerdragt, som blikfang for husets Guinea Fowl vinserie. Chenin Blanc druerne høstes fra marker på højdedragene over Kuils River, der nyder godt af den pålidelige, sydafrikanske sommersol og kølende briser fra False Bay mod syd.

Vinen i glasset afspejler frugtens bonitet: farven er lys strågul, og i duften spores en aromatisk rigdom af pære, ananas, kvæde og lime. Smagen har den karakteristiske Chenin-fylde og fedme med flere lag af stikkelsbær, fersken, passionsfrugt og citrus. Vinen har god længde og slutter af med en frisk frugtsyre.


Tips til servering
Saxenburgs Chenin Blanc har den kombination af frugtfylde og madvenlig tørhed, der gør den til et oplagt valg til grønne salater, sushi og retter med fisk eller kylling. Prøv den til en lækker fiskepaté med krydderurtesauce.