2017 Caseletti Primitivo, Puglia, Italien.



Puglia (Apulien) udgør hælen i den italienske støvle. Det lyder ikke af meget, men oppe fra Gargano halvøen, “sporen på hælen”, mod nord og ned til Marina di Leuca på sydspidsen af hælen er der godt 400 kilometer. Puglias historie er broget og ”hælen” fik med tiden en skæbne som en fjern og tilbagestående provins. Regionens redning blev olivenolie, vin og turisme. Puglia har nu Italiens tredjestørste vinproduktion. Siden begyndelsen af 1990'erne har kvaliteten været støt stigende, og de lokale vinorganisationer har lavet smukke vinruter fra nord til syd. Salento ruten, som er den mest populære, tilbyder vinturisterne en rejse i smag, mystik og historie med appel til alle sanser. Rutens 60 kilometer, der starter fra Area Marina Protetta, nord for Brindisi, og slutter i Novoli nord for Lecce, fører de rejsende forbi store fæstninger ude ved havet, vinslotte omgivet af grønne vinmarker badet i solskin og små, charmerende landsbyer.


Vinen i flasken er lavet på en af Puglias mest kendte druesorter, Primitivo, men der står Zinfandel på etiketten. Nu bliver det lidt indviklet. Zinfandel er en mørkeblå drue, hvis robusthed og høje ydeevne har sikret dens popularitet i Californien i mere end 100 år. Ved en DNA-analyse i 1994 blev det slået fast, at Zinfandel er identisk med Primitivo, og i 1999 gav EU de italienske vinbønder ret til at bruge navnet Zinfandel på etiketten. De californiske vinproducenter blev meget sure over tabet af eneretten til Zinfandel som varemærke, men skænderierne fik en brat ende da det viste sig, at det oprindelige navn på druetypen hverken er italiensk eller amerikansk men kroatisk: Tribidrag. Druesorten stammer nemlig fra Dalmatien, som omfatter Kroatiens kyststrækning med tilhørende øer ved Adriaterhavet.  


Caselettis Zinfandel er lavet på druer høstet fra 15-30 år gamle vinstokke. Efter cryomaceration (udblødning af mosten med skallerne ved 10-12 °C i 36 timer) og afsluttet gæring lagres vinen i fem måneder på fade af fransk eg. Resultatet er en tæt, mørk, rød vin med en indbydende duft af brombær og svesker. Den intense smagsprofil er sat sammen af liflig frugtsødme med krydrede nuancer, diskrete fadtoner . Den fløjlsbløde tanninfinale følges op af en lang eftersmag.



Tips til servering
Zinfandel/Primitivo er en unik skatkiste, hvis charme ligger i evnen til at flirte skamløst mens den samtidig holder masken. Den går bedst i spand med retter, der har et element af sødme, som fx gulerødderne i ungarsk gullasch eller rønnebærgeleen til ovnstegt dyrekølle.