2015 Brecciarolo Velenosi, Rosso Piceno Superiore, Italien


Velenosi-familien havde i mange år haft en mindre vinproduktion ved siden af landbruget som hobby til glæde for familie og venner, men i 1984 skete der noget: Ercole Velenosi giftede sig med Angela, og sammen sprang de ud som vinbønder og gjorde vinen til deres levevej med Ercole på fuld tid i vinmarker og kælder og Angela som ansvarlig for salg og markedsføring. Ejendommen ligger i udkanten af byen Ascoli Piceno helt mod syd i Marche-distriktet, der ligger ud til Adriaterhavet på højde med nabodistriktet Toscana mod vest. Huset regnes for en af de bedste producenter i regionen og kan prale af flere guldmedaljer samt en udnævnelse til ”Best Buy” af deres Rosso Piceno i den italienske vinguide Gambero Rosso.

Rosso Piceno laves af druerne Montepulciano (70%) og Sangiovese (30%), hvor Montepulciano bidrager med mørk, saftig frugtfylde og Sangiovese bygger vinens struktur op med frugtsyre og tanniner. Resultatet er velsmagende, drikkevenlig rødvin, som passer til de retter, folk spiser til daglig. Tilsvarende uhøjtidelige madvine, lavet på en af Italiens godt 2.000 forskellige druesorter, kan man finde rundt om hjørnet i hver eneste af landets tyve vinregioner. Denne mangfoldighed af vine med interessevækkende forskelle i druetype, duft og smag – men altid fokuseret på rollen som ledsager til den daglige pasta – er rygraden i Italiens velfortjente ry som et land med meget at byde på for folk, der elsker et godt måltid med et godt glas vin.

Brecciarolo, Velenosi-familiens topvin, er lavet på druer håndhøstet fra marker omkring 300 meter over havet. Druerne ligger til maceration (udblødning) sammen med mosten i to-tre uger i store tanke for at udtrække mest mulig farve, duft og smag fra drueskallerne. Efter gæringen lagres den færdige vin i et år på brugte egefade for at modne vinen uden at overdøve dens frugt med for meget fadpræg. Kvaliteten af Rosso Piceno Superiore, der er afgrænset til et klassisk område med de bedste jordbundsforhold sydpå i distriktet omkring Ascoli, er stærkt forbedret de senere år, og Ercole og Angela kan være stolte over deres vinøse flagskib. Farven er mørk violet, og duften byder på en buket af kirsebær, brombær og krydderier med et strejf af peber. Den saftige, fyldige smag af sorte kirsebær er i god balance med en læskende frugtsyre, der sammen med de ranke tanniner i afslutningen er med til at give vinen både kant og karakter.


Tips til servering
Brecciarolo er et vellykket eksempel på en italiensk dagligvin i luksusklasse med appel til et bredt sortiment af retter lige fra det klassiske, italienske pastakøkken til danske livretter som frikadeller og flæskesteg samt alt godt fra grillen naturligvis.