2017 Grüner Veltliner, Urbanihof, Ried Brunnthal, Wagram, Østrig


Grüner Veltliner (GV) dyrkes stort set kun i Østrig, hvor den til gengæld er plantet på omkring en tredjedel af det samlede areal med vinmarker. Det gør GV til landets mest plantede druesort og Østrigs signaturdrue. For år tilbage blev bestilling af den eneste GV på restaurantens vinkort mødt med anerkendelse og respekt fra tjeneren, men siden har GV vundet stor popularitet og udbredelse verden over.

GV yder sit ypperste på vinmarkerne langs Donau under en times kørsel vest for Wien. Her nyder vinstokkene godt af de lune, tørre vinde, der blæser op gennem floddalen fra den varme, pannoniske slette mod øst. Højdedragene langs Donau har desuden en jordbund med dybe lag af løss, der er meget velegnet til vinavl. Løss består af et sediment af ler og kalk, hvor strukturen er så finkornet, at man kun med nød og næppe kan føle partiklerne ved at gnide lidt af jorden mellem fingrene. Løss er et paradis for vinstokkens rødder takket være dens rigdom på mineraler og dens unikke vandbindende evne.

GV er parade-druesorten i Wagram, hvor Urbanihof-familien har haft vinmarker siden 1598. Druerne er høstet på Ried Brunnthal, hvilket kræver en forklaring. Ried er efter den nye, østrigske vinlovgivning betegnelsen for den fineste klassifikation, en veldefineret vinmark, og Brunnthal er så navnet på denne, særlige vinmark, der udmærker sig ved at ligge i 250 meters højde og have en ideel sydvendt placering på bjergskråningen. Vinstokkene er plantet i et op til 20 meter dybt lag løss på terrasser, der løber parallelt med Donaufloden. Et højt kalkindhold (40%) gør jordbunden specielt egnet til dyrkning af GV. Vinen er certificeret økologisk (AT BIO 402) hvilket vil sige, at druerne er dyrket uden brug af kunstgødning eller syntetiske sprøjtemidler.

GV er kendt for dels at give vine af høj kvalitet, dels at kunne anvendes til meget forskellige vintyper fra sprøde, mousserende vine og smagsrige, tørre hvidvine til fadlagrede, burgundiske vine med lagringspotentiale og søde dessertvine. Vinen i glasset er en typerigtig GV i den klassiske udgave med en funklende, grøn tone, og en duft rig på grønne urter, lime, sommeræbler og et strejf af hvid peber. Den peberkrydrede tone går igen i den kraftfulde smag af stikkelsbær og grapefrugt sammen med en forfriskende mineralitet, cremet fylde og en knivskarp frugtsyre i afslutningen.




Tips til servering
Mange vinproducenter fortæller på bagetiketten, at deres vin kan drikkes til næsten hvad som helst, men når det gælder vine på GV, er der noget om snakken. Den friske, grønne tone gør vinen velegnet til salater og grøntsagstærter ─ også ”vanskelige grøntsager” som asparges og artiskokker. Gælder det fisk, er GV særlig god til røget fisk samt rå fisk som sushi og sashimi. I Østrig holder de meget af GV til lette kødretter som et fad tyndt skåret, røget skinke eller ─ naturligvis ─ en wienerschnitzel!