2017 Viento Aliseo Viognier, Dominio De Punctum, La Mancha, Spanien


La Mancha, Spaniens største vindistrikt ligger 5-600 meter over havet midt på den castilianske højslette. Der kommer Viento Aliseo Viognier fra, fremgår af den lille etiket bag på flasken, der er obligatorisk for alle klassificerede, spanske vine. En ridder til hest med lanse, afbildet med rødt på etiketten, er naturligvis Don Quixote af La Mancha, og Joven er betegnelsen for vinens type: en ung vin, der ikke er fadlagret. På flaskens bagetiket er der flere informationer og logoer. I 2012 blev der i EU vedtaget regler, der klart adskiller traditionel vin fra økologisk vin. Ved samme lejlighed blev der skabt et nyt, grønt EU-logo for økologisk dyrkning ved at lade det europæiske flags stjerner danne et blad som symbol for natur og bæredygtighed. Viento Aliseo bærer det det grønne EU-flag og desuden det lokale logo for CAAE certificerede, økologiske produkter: ”Castilla-La Mancha Organic Farming”.

Men ikke nok med at Viento Aliseo er certificeret økologisk, hvilket vil sige at druerne er dyrket uden brug af kunstgødning og syntetiske sprøjtemidler; Viento Aliseo er en biodynamisk vin, hvilket fremgår af såvel etiketten som det ledsagende ”Demeter” logo ─ et internationalt varemærke for biodynamiske produkter. Den biodynamiske metode tager afsæt i økologiens kompost og jordpleje suppleret med en række homøopatiske præparater og regler, der bygger på Rudolf Steiners teori, hvor alt foregår i en overordnet, universel balance styret af kosmiske kræfter og astral indflydelse fra måne og planeter. Det kan lyde lidt mystisk, men et faktum er, at de fleste biodynamiske vine smager vældig godt, og Viento Aliseo Viognier er ingen undtagelse; vinen har fået guldmedalje ved ”Challenge Millésiime Bio 2018”.

Viognier-druen elsker sol og varme, så den føler sig på hjemmebane i La Manchas gloende hede sommer, hvor solen bager ned fra en skyfri himmel 12-14 timer om dagen i hele vinstokkens vækstsæson på 120 dage. Drueskallen har en dybde i farven, som giver vinen i glasset en gylden glød. Bouqueten er meget aromatisk med liflig cocktail af kaprifolium, jasmin og Grev Moltke pærer og en fyldig, krydret smag af pærer, ristede hasselnødder og vanilje med en cremet, viskøs fedme, lang eftersmag og en blød, venlig syre.



Tips til servering
Drik Viento Aliseo Viognier mens den er ung og frisk. Vinens aromatiske duft- og smagsprofil gør den velegnet til krydrede, asiatiske retter, men i vinens hjemland, ude ved kysten omkring Valencia, vil  man servere Viento Aliseo sammen med en lækker skaldyrspaella med alt godt fra havet.