2017 The Wedge, Cabernet Sauvignon, Swartland, Sydafrika

 

Swartland er et stort vindistrikt 65 km nord for Cape Town i Sydafrikas Western Cape provins. Klimaet her er varmt og tørt hvilket giver to fordele i vinproduktionen: mindre risiko for råd og svamp samt høst af små druer med masser af aroma og smagsstoffer. Swartland (det sorte land) har fået sit navn efter den lokale renosterbos (næsehornsbusk), der får en sort farve efter regn. Her har familien Basson dyrket vin på skråningerne ved Paardeberg-bjergene lige siden 1919. Det er nu fjerde generation, Stephan Basson, der efter at have afsluttet sin uddannelse i 2003 holder familiens stolte traditioner for vinavl i hævd sammen med sin far. 


Basson-familiens vingård har fået sit navn ”Babylon’s Peak” fra en stor klippetop af granit, Babylonstoren på afrikaans, der ligger midt i vinmarkerne. Det er også granit, der præger jordbunden ved Paardeberg, hvor vinmarkerne, med en højde på 700 meter over havet, er nogle af de højest beliggende i Swartland. Basson-familien har 350 ha veldrænet, stenet jord plantet til med vinstokke, der er over 30 år gamle, har dybe rødder og leverer frugt af ypperste kvalitet. Der høstes årligt omkring 2500 tons druer med en 70/30 ratio mellem blå og grønne druer.


En række vine lavet på Rhône-druetyper tappes på flaske under navnet Babylon’s Peak, mens The Wedge er lavet på 100 procent Cabernet Sauvignon. Det er en sent modnende drue, hvor der skal masser af sol og varme til at fylde kød på druens til tider lidt kantede skelet. De mange timers solskin kan danne meget sukker i druerne, som vil resultere i en høj alkoholstyrke i vinen, men The Wegde ligger med sine 14,0 vol.% pænt i normalområdet.


Vinen i glasset er mørk violet, mens duften er rig på solbær og krydderier samt det strejf af kamfer, som man ofte møder i sydafrikanske vine. Smagen er både fyldig og robust med masser af røde og sorte bær, en vel integreret fadkrydring samt modne, runde tanniner. I eftersmagen sporer man en mineralsk tone, der er en karakteristisk hilsen fra vinstokke med rødderne i Sydafrikas røde jord. 



Tips til servering
Mens etikettens fruer i badedragt hviler ud på deres surfbrætter, gør deres mænd grillen klar til en ”braai” hjemme i haven. En tradition, der bedst kendetegner den sydafrikanske madkultur, er glæden ved at grille, der på afrikaans hedder at “braai’e”, og er en hyldest til udendørslivet, som sydafrikanerne holder meget af. Alt kød kan grilles, så det er bare med at gå i gang og så ellers gøre en salat klar med friske, økologiske grøntsager og skænke sig et stort glas Swartland Cabernet Sauvignon.