2015 El Destraler Negre Crianza, Terra Alta, Spanien


El Destraler kommer fra Terra Alta ─ et spansk vindistrikt, der fik sin ”Denominacio d’origen” i 1982. Vi er helt mod syd i Catalonien, 180 km sydvest for Barcelona på højde med Tarregona. Som distriktets navn (det høje land) antyder er vi i højderne, omkring 370 m over havet, men i læ bag de catalanske kystbjerge Serre de Pandols-Cavalls. Klimaet er solrigt, jordbunden kalkrig og vel drænet og en tør vind (el Mestral) fra dalen, hvor Ebro-floden har sit løb, holder fugt, og dermed angreb af råd og svamp, nede på et minimum ─ betingelserne for at lave god vin er med andre ord helt i top. Grunden til at få danskere har hørt om Terra Alta, og endnu færre har smagt vinene, er en årelang mangel på initiativer og investeringer i de lokale vinkooperativer. Terra Alta har faktisk et potentiale som næsten kan måle sig med det berømte nabodistrikt mod nord, Priorat, og nu er der begyndt at ske noget i Terra Alta, specielt med kvaliteten af de røde vine.


Med hjælp fra Google translate, der også kan oversætte fra catalansk til dansk, viser det sig, at ”El Destraler Negre” betyder Den sorte økse. Det forklarer øksen midt på etikette, men ikke så meget om vinen. Til gengæld fortæller ”Crianza” at vinen har været lagret i to år, heraf mindst et år på egefad, mens ”Vinyes velles” indikerer at druerne er høstet fra gamle vinstokke, hvilket typisk vil sige vinstokke, der er mindst 35 år gamle. El Destraler er lavet af brødrene Marc og Lluis fra Bodega Germans Balart i Gandesa, som er Terra Altas hovedstad.


Etiketten bag på flasken informerer med såvel grafiske symboler som tekster på catalansk og engelsk. Tønden viser det, vi allerede ved om egefadet; et vinblad symboliserer, at der ikke bruges kunstvanding, og hånden giver næsten sig selv: håndplukkede druer. Til gengæld kludres der med opstillingen af de anvendte druetyper. Med lidt bytten rundt på teksterne når man frem til, at vinen er lavet på Garnatxa Negra (sort grenache), Ull de Llebre (tempranillo), Samsó (carignan) og Cabernet Sauvignon. I glasset fremstår El Destraler med en moden, granatrød farve. Den fyldige aroma præges af røde bær og toner fra tolv måneder på egefad, som også er vel integreret i den komplekse smag af bærfrugt og krydderier. Vinen har god fylde, en fin syre og fløjlsbløde tanniner.

Tips til servering

På mange måder minder El Destraler om en vellagret Rioja, som man lavede den tilbage i 70’erne, og det er en vinstil, der passer perfekt til lammekød. Server den til en lammeculotte med hvidløg og rosmarin og en tomatsalat.