2016 Todaro, Nihal Grillo, Terre Siciliane, Italien



I modsætning til hvad mange tror er hovedparten af de sicilianere, der står for produktionen af øens vine, unge og veluddannede. Det gælder også lederne af vinhuset Todaro, Giuseppe og Adriano Todaro (født i hhv. 1988 og 1991), der har studeret jordbrug ved universitetet i Palermo. Med i bagagen har brødrene desuden fra deres bedstefar Joseph Todaro fået viden om økologi og kendskab til biodynamiske principper for vinavl, hvor respekt for månens faser har indflydelse på, hvornår man beskærer vinstokkene og høster druerne.

I Jato-dalen 35 km sydvest for Palermo er der ideelle betingelser for økologisk jordbrug i det solrige klima, hvor en tør blæst i højdedragene holder vinskimmel og andre svampesygdomme nede og fjerner behovet for syntetiske sprøjtemidler. Azienda Agricola Todaro har sine 25 ha vinmarker tæt ved et højdedrag, hvor der allerede blev dyrket vin før romertiden. Der spredes ikke kunstgødning på markerne. I stedet for sår man bede med bønneplanter i rækkerne mellem vinstokkene; en nedpløjning af planterne med bønner befordrer dannelsen af humus i jordbunden og klarer den nødvendige tilførsel af kvælstof.

Det kan forekomme overraskende at der kan laves god hvidvin på Sicilien, hvor der er virkelig varmt om sommeren. Men mange, der har været på ferie på de kanter og nydt en lækker ret med fisk og skaldyr på en af øens mange kystrestauranter, kan berette om gode oplevelser med kølig, lokal hvidvin i glasset. Sådan var det ikke altid i gamle dage. En del af forklaringen skal findes i beplantning af højtliggende vinmarker, der sikrer kølige vinde til ventilation af vinstokkene. Druerne til Nihal kommer fra marker i 700 - 780 meters højde over havet. Men den vigtigste forklaring skal findes i vinkælderen, hvor nutidens temperaturstyrede gæringskar kan holde temperaturen under gæringen af de hvide druer nede mellem 7-16°C. Den lave temperatur er med til at bevare syre og friskhed i vinen.

Druetypen Grillo er kendt for sin evne til at klare både tørke og høje temperaturer, hvilket har gjort den til en af Siciliens mest populære hvidvinsdruer. Vinen glimter strågult i glasset og lokker lugtesansen med dufte af jasmin og Reine Claude blommer. Vinen har en let cremet mundfylde med en behagelig smag af æbler, blommer og lime, der slutter med en velafstemt frugtsyre.



Tips til servering
Kombinationen af delikat smagsfylde og frisk syre gør Grillo til en selvskreven ledsager til alt godt fra havet. En siciliansk restaurant ville nok have blæksprutter på tallerkenen, men Spise med Price har en opskrift på kulmule med spidskålssalat: en sommerret, hvor kulmule steges sprød og lækker på panden, og der laves en let spidskålssalat med masser af krydderurter, smagt til med citron.