2016 Castello D’Alba, Rui Roboredo Madeira, Douro, Portugal





Fra sit udspring i den spanske bjergkæde Sierra de Urbion flyder Douro-floden (under sit spanske navn Duero) mod vest gennem tre spanske vindistrikter, Ribera del Duero, Rueda and Toro, før den svinger mod syd for på en 112 km lang strækning at danne grænse mellem Spanien og Portugal. Et nyt sving mod vest bringer Douro ind i Portugal gennem den dramatisk smukke Dourodal før den efter 900 km når sit udløb i Atlanterhavet ved byen Porto. Det er portvin, der har gjort de stejle terrasser langs floden verdensberømt, men hvornår har du sidst drukket portvin? Det har i en årrække været op af bakke for dessertvine, og i vore dage bliver knap halvdelen af høsten fra det 250.000 ha store vinareal til portvin.

Rui Roboredo Madeira, der er født i Dourodalen, tilhører den fremstormende gruppe unge, talentfulde vinmagere, der har sat de tørre rødvine fra Douro-distriktet på verdens vinkort. Han laver også portvin, men at trylle lokale blå druer om til intense rødvine står hans hjerte nærmest. Efter sin tekniske uddannelse og studieophold i andre vindistrikter vendte han tilbage til sin hjemegn med en stærk tiltro til distriktets potentiale for rødvin af verdensklasse. Rui Roboredo Madeira har lavet vin i Douro i tyve år og har skabt sig et godt ry for ikke blot røde vine på Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz men også hvide vine på lokale druer som Codega do Larinho, Rabigato og Voisinho.

Man skal ikke lade sig afskrække af de fremmedartede navne. De enestående kvaliteter, der i Dourodalens gæringskar forvandler Touriga Nacional og andre af dalens blå druer til eftertragtet portvin, gør også glimrende fyldest når gæringen skal ende med konkurrencedygtig rødvin. Dourodalen er opdelt i tre underområder: Baixa Corgo (det mest regnfulde område længst mod vest), Cima Corgo (med de bedst beliggende marker) og Douro Superior (det varmeste, tørreste område, der grænser op til Spanien).

Druerne til Castello D’Alba, som var den første rødvin Rui sendte på markedet for næsten 20 år siden, er høstet i Douro Superior på sydvendte terrasser i 400 meters højde. Vinens komplekse duft- og smagspalet har fået tilført en balsamisk duft af kratroser og røde frugter fra Touriga Franca, krydrede toner af læder og tobak fra Tinta Roriz, mens Touriga Nacional har bidraget med violer, krydderurter og en fast tanninstruktur. Tre måneders lagring på fade af fransk og amerikansk eg fuldender billedet af en frisk rødvin med Douro-personlighed plus en moderne, international profil.
 

 

 


Tips til servering


Castello D’Alba er en robust rødvin, der i stilen passer bedst til robuste retter som fx en lækker vildtgryde med svampe og rodfrugter.