2013 Le Bertille L’attesa, Toscana, Italien


”På samme måde som man forventer en hidsig, snerrende lyd fra motoren i en Ferrari sportsvogn, bør der være en snerrende syre i enhver flaske vin lavet på Sangiovese – Toscanas signaturdrue. Sangiovese-druens syre giver vinen et godt tag på tomater og tomatsauce, som godt kan være en udfordring for andre vintyper på grund af syren, der gemmer sig i den solmodne tomatsmag. Sangiovese stortrives i Toscana, hvor den med vanlig elegance matcher ikke kun den krydrede tomatsauce men også egnens skatkammer af olivenolier, grønne urter, hvidløg og chilipeber.

Tenuta Le Bertille er en familieejet vingård, der siden 2001
har dyrket vin på 12 hektar vinmarker plantet til med Prugnolo Gentile (det lokale navn for Sangiovese), Ciliegiolo, Colorino og Canaiolo plus en smule Merlot. Ejendommens samlede areal på 22 hektar rummer en over hundrede år gammel olivenlund og en sø, der ofte har besøg af forbipasserende traner.

Le Bertille ligger kun to km vest fra middelalderbyen Montepulciano, der er kendt for sine stejle gader, en formidabel udsigt over landskabets vinmarker og sidst, men ikke mindst, den lokale prestigevin Vino Nobile de Montepulciano.

Agroturismo San Gallo tilbyder ferieophold i en smukt restaureret ejendom fra det 14. årh., omgivet af vinmarker og oliventræer med let adgang til at udforske området til fods eller på egnens cykelstier (www.agriturismosangallo.com).

Der er swimmingpool i haven, og området har siden antikken været kendt for sine varme, mineralrige kilder, der kan nydes som spabad (Terme di Chianciano) eller midt i Val d’Orcia-parkens natur (Terme San Filippo).

Druerne til Le Bertille L’attesa er høstet på marker
i Montepulciano-distriktet, men indholdet af Merlotdruer forhindrer brugen af den fornemme appellation. Efter gæringen modner vinen 12 måneder på fade af fransk eg. Selv om Sangiovese kun udgør 65% af druerne (plus Merlot 20%, Colorino 10% og Ciliegiolo 5%), er vinen ikke desto mindre arketypisk for en drikkemoden vin på den toskanske drue. Farven er granatrød med lys kant.

Den intense duft af kirsebær er krydret med diskrete fadtoner, og den saftige smag af vilde kirsebær har druens læskende syrlighed, lette kernebitterhed, madvenlige tørhed og ranke tanninstruktur, der gør Sangiovese-vinen så enestående som madvin.


Tips til servering

Le Bertille L’attesa vil gøre god fyldest til alt fra en gang spaghetti med tomatsovs eller en pastasalat til den klassiske, italienske pizza eller danske frikadeller med kartoffelsalat.