2016 Fannia, Falanghina Del Molise, Italien


Molise, Italiens mindste og mindst kendte vindistrikt, ligger
mod øst i Italien, helt ude ved Adriaterhavet, klemt inde
mellem Abruzzo mod nord og Italiens hæl mod syd. Store dele af regionen ligger i Appenniner-bjergene, men ud mod kysten afløses de vilde bjerge af blide bakker, og det er her vi finder
de fleste vinmarker.

Vinhuset Campo Valerio har siden 1974 produceret både
hvide og røde vine. Husets hvide vin, Fannia, stammer fra
et basrelief fra romertiden, der er fundet i området. Hugget
i sten fremstår relieffets billedmotiv med ledsagende tekst nærmest som en nutidig tegneserie. Scenen, der vises
på Fannias etiket, stammer fra et værtshus, hvor værtsparret Lucius Calidio Erotico og Fannia Voluttà (som har givet navn
til vinen) præsenterer regningen for gæsten og hans muldyr.
”Det bliver min ruin”, udbryder gæsten, da han også skal også betale for hø til muldyret.

De fleste vinelskere kender både til spændingen ved noget
nyt og til genkendelsens glæde. Med Fannia i glasset er det ”forandring fryder”-knappen, der trykkes på. Hvor de færreste har hørt om Molise-distriktet, er der endnu længere blandt
dem, der har smagt vin lavet på druen Falanghina. Italien
er i særklasse landet, hvor ingen vinrejse vil gå helt som planlagt, aftaler om tidspunkter skal opfattes som hensigtserklæringer og hvor noget nyt og spændende
kan dukke op bag næste bakketop.

Det italienske landbrugsministerium har en liste med 350 “autoriserede” druetyper hvortil kommer 500 ”uautoriserede” druer, der ville give grå hår i hovedet, hvis man skulle nævne dem alle. Falanghina er en af de 350 autoriserede og samtidig en af ældste, grønne druetyper i Syditalien. Den dyrkes i dag kun på omkring 1700 ha vinmarker i Campanien og Molise, hvilket er grunden til, at kun få danskere har haft lejlighed
til at stifte bekendtskab med den.  

Den let gyldne vin i glasset er lavet på 100% Falanghina vinificeret på ståltank. Vinen er meget aromatisk med toner
af jasmin, blommer og kvæde. Den komplekse smagspalet præges af gule blommer, grapefrugt og grønne urter med
en tone af tør sherry og en frisk syre i afslutningen.


Tips til servering
Fannias elegante, friske stil gør den til en glimrende
ledsager til fiskeretter i almindelighed, men til sushi
vil dens aromatisk smagsprofil med sin diskrete
abrikoskerne-bitterhed være helt eminent.