2015 Lo Sparviere, Franciacorta, Il Dossello, Curtefranca Bianco, DOC, italien


Hvis det skal gå lidt hurtigt, kan man bare nøje med at kalde den ”lo”. Det er det rige Italien, som vi er kommet til. Der laves en masse god vin, men det meste af det drikkes lokalt. De har råd til, at have en god smag.

Vi er helt nordpå i region Lombardiet. Og I provinsen Brescia, hvor vi møder folkene bag vinhuset Agricole Gussalli Beretta. De er kendt for at være ekstremt kvalitetsbevidste. De har ansvaret for en række vingårde forskellige steder i Italien, og de får altid topkarakter i de smagninger de stiller op i. Brescia området er kendt for sine mange klostre. Munkene har gennem tiderne spillet en stor rolle i det gode ry vinene har fået. Nu er munkene trådt lidt i baggrunden, og har givet plads til folk med teknisk viden og marketing.

Det smukke bakkede landskab med det milde klima minder hele tiden om, at der her er nogle særlige muligheder, der skal udnyttes. Her har familien Gussalli Beretta deres private ejendom. Der hører 60 hektar jord til vingården, de 25 er tilplantet  med Chardonnay og Pinot Noir. Kældrene med produktion og lagring er fra 1700-tallet, nænsomt renoveret og stadig i brug. I marken udviser man størst muligt respekt for naturen. Man følger hele tiden folkestemningen og deres ønsker. Høsten bestemmes af druernes modningsgrad, men normalt starter man i begyndelsen af september.

Chardonnay-druerne til denne vin er håndhøstet fra en hundrede procent sydvendt skråning. Udbyttet er ekstremt lavt, fordi der sorteres helt hysterisk. For ikke at beskadige druerne bæres de til pressen i små kurve. Det kan måske virke sært med denne forsigtighed, når man ser druerne blive presses kort tid efter.  Men sådan er der så meget. Det er de hele drueklaser der presses. Inden koldgæringen får skaller og most 36 timers maseration.

I glasset  ser man en fin gylden vin med grønne reflekser. Blank og ren. I næsen er den friske frugt dominerende. Lidt grønne æbler og sommerblomster. Venlig frisk syre. En fin tørhed fylder munden. En vin som blander sig perfekt med alt det gode fra havet. .


Tips til servering
Fin til de fleste pastaretter, lyst kød, fjerkræ ol.