2016 Dauvergne Ranvier, Ventoux, Frankrig


Cykelentusiaster forbinder navnet Ventoux med det legendariske bjerg, der flere gange været indlagt
i Tour de France. Der er ikke vinmarker på selve bjerget,
hvis hvide top med det karakteristiske observationstårn
man ser hele tiden, når man er på tur i området, men fra toppen af bjerget er der en uforglemmelig udsigt over vidtstrakte landskaber med vinområder, plantager,
og enorme lavendel marker.

Områdets kraftige vinde gør det til en barsk oplevelse
at bestige det 1.912 meter høje, nøgne bjerg på cykel,
men for vinstokkene betyder kølige vinde god ventilation
af drueklaserne og mindre risiko for angreb af råd og svamp. Har man oplevet Mistralen, nordenvinden der stormer ned gennem Rhônedalen, glemmer man det ikke lige med det første, men vinbønderne elsker den tørre, kolde vind.

Ventoux er et herligt sted, hvor man kan beruse sig
─ ikke kun i vin, men i sletter og bjerge, floder og dale,
oliven, timian og lavendel. Solen skinner i Ventoux
─ op til 300 solskinsdage er normen ─ og det giver
varme sommerdage. Vinmarkerne ligger i 200-400
meters højde, og om natten falder temperaturen ned
til 15 °C. Det bevarer druernes friske syre, hvilket
er afgørende for vinens balance og kvalitet.

I gamle dage, hvor distriktet hed Côtes du Ventoux,
havde vinene ry som lette, billige bællevine, men
kvaliteten har ændret sig drastisk. I vore dage
er de røde vine fra Ventoux kendt for at være
mørke i farven med en rig frugtfylde og aromatiske smagskvaliteter. De er typisk friskere end vinene
fra andre distrikter i den sydlige ende af Rhônedalen,
og priserne er stadig meget attraktive.

Makkerparret Dauvergne Ranvier har rødderne
solidt plantet i vin med hver deres professionelle
karriere i vinindustrien inden de i 2004 besluttede
sig for at få foden på egen vinjord. Jean-François
Ranvier var fra barnsben så optaget af dufte og smage,
at han til sine forældres bestyrtelse havde for vane
at kommentere måltidets aromaer fra A til Z, når familien
var til middag hos venner og familie.

DR Ventoux hører til husets Grand Vin serie udvalgt
efter vinenes koncentration, kvalitet og potentiale,
og den fortræffelige årgang 2016 har fået en velfortjent guldmedalje ved Concours des Vins Orange 2017.

En mørk violet farve i glasset viser et højt indhold
af tykskallede Syrah-druer. En liflig aroma af violer
og brombær krydret med dufte fra bjergskråningernes krydderurter vælter op af glasset, og smagen
er pakket til randen med sorte skovbær, krydderier
(kanel og kardemomme) og mørk chokolade.
Vinens overflødighedshorn af smagsindtryk
slutter harmonisk med runde, modne tanniner.


Tips til servering
Ventoux er hjemsted for sorte trøfler, også kaldet
de sorte diamanter, men brug hellere pengene
på julemaden og skænk et glas DR Ventoux
for gæsterne, hvad enten der står and, gås
eller flæskesteg på menuen.