2014 Calidio, Rosso Del Molise, Italien


Mange har aldrig hørt om Molise, der er Italiens mindste
(og mindst kendte) vindistrikt. Molise ligger ved Adriaterhavet klemt inde mellem Abruzzo (på højde med Rom) mod nord
og Puglia (Italiens hæl) mod syd. Store dele af Molise ligger
i Appenninerne i 600-800 meters højde, men ud mod kysten flader landskabet ud til blide bakker, og det er her, de fleste vinmarker ligger.

En enkelt producent, Di Majo Norante, har opnået kultstatus, specielt for husets tanninrige vine på druen Aglianico, men ellers er distriktets producenter ikke kendt uden for regionen.

Den mest udbredte druesort er Montepulciano, der giver
vine med dyb farve og en robust frugtsmag. De senere år har kvaliteten af vinene fra Molise på Montepulciano-druen været støt stigende, de er ofte gode køb, der giver masser af værdi for pengene.

Montepulciano er også navnet på en vinby i Toscana, som
er hjemsted for en verdenskendt vin på Sangiovese-druen:
Vino Nobile di Montepulciano. Men vinene fra byen Montepulciano er altså ikke lavet på druen Montepulciano,
og tilsvarende har druen Montepulciano intet med byen Montepulciano at gøre. Det kan være lidt forvirrende,
men sådan er det ofte med navne, love og regler i Italien.

Vinhuset Campo Valerio har siden 1974 produceret både hvide og røde vine. Calidio, der er lavet på 100% Montepulciano-druer, er meget karakteristisk for områdets rødvine. Navnet Calidio stammer fra et basrelief fra romertiden hugget i en sten, der er fundet i området.

Relieffet med ledsagende tekst, som en nutidig tegneserie,
er afbildet på Calidios etiket. Scenen stammer fra et værtshus, hvor værtsparret Lucius Calidio Erotico og Fannia Voluttà præsenterer regningen for gæsten og hans muldyr. ”Det bliver min ruin”, udbryder gæsten, da han også skal også betale for hø til muldyret.

Til gengæld bliver du ikke ruineret, men snarere oplivet,
af en flaske Calidio. Giv vinen et minut til at folde sig
ud i glasset mens du nyder synet af dens dybe, violette farve. Duften er rig på violer, solbær og kirsebær, og den saftige, enkle velsmag er sat sammen af blå bærfrugt, frisk frugtsyre, en diskret krydring og fløjlsbløde tanniner i afslutningen.


Tips til servering
Server Calidio let afkølet i store glas til en pastasalat,
en pizza eller lette middagsretter med lyst kød.