2016 Rosum Joven, Toro, Spanien


Det spanske vindistrikt Toro, der ligger ved bredden
af Dourofloden mellem Ribera del Duero og Portugals portvinsdistrikt, et godt eksempel på et vindistrikt,
hvor man får meget vin for pengene.

Den mest udbredte druetype er Tinto de Toro,
det lokale navn for Tempranillo, men der er også
marker med Garnacha, den spanske betegnelse
for Grenache, og lidt Cabernet Sauvignon. 

Rosum er lavet på 85% Tinta de Toro fra 15-25
år gamle stokke plus 15% Garnacha fra en vinmark
med stokke plantet i 1964. Kombinationen af et solrigt
klima, vinmarker i 600-750 meters højde, hvor solens
stråler får ekstra kraft, og regionens gamle vinstokke
resulterer i fuldmodne druer med en tyk skal, der giver
vine med en dyb, tæt farve og en koncentreret frugtfylde.

(Ordet JOVEN på etiketten fortæller at vinen er høstet
i et år og sælges året efter med ingen, eller kun ganske
kort, lagring på egefad. Det passer fint med at druerne
til Rosum er høstet i 2016 og at vinen er hældt på flaske
i 2017. I modsætning til RESERVA (12 måneder på fad)
og GRAN RESERVA (18 måneder på fad) vine, der kan
have et overdrevent præg af egetræ i både duft og smag,
vil vine med JOVEN på etiketten være friske, frugtrige
rødvine, der er skabt til at blive drukket som unge.)

Rosum er mørk violet i glasset. Den fyldige bouquet byder
på en duftpalet af vilde brombær, violer og sort lakrids.
Smagen er lækker og let at gå til, fyldt med skovbær
og krydderier, med god koncentration, en forfriskende
syre og fløjlsbløde tanniner. 
 
Tips til servering
Bør serveres kølig ved omkring 15 °C for ikke at overvælde smagsløgene med sin intense frugtfylde. Vil passe perfekt
til efterårets og vinterens gryderetter.