2015 Domaine Paraza, Grenache Black, Pays d'Oc, rouge, Frankrig


Når vi er på indkøbstur i vinens verden, foretrækker vi, at møde vinbonden der hvor vinen bliver til. Men engang imellem skyder vi også genvej, og melder os som deltager på nogle af de store vinmesser, som præsenterer sig med et stort og varieret udbud fra hele kloden.

Fotostater, farverige brochure og velskolede salgsfolk kan ikke erstatte virkeligheden, men til gengæld kan man nå mange, mange flere kontakter. De mest interessante laver man så aftale med, og besøger dem senere. En af vores gode kunder besøgte i efteråret Château de Paraza, der ligger i Minervois i Sydfrankrig. Hun mente, at slottets vine ville være noget for vores kundekreds.

Vi kontaktede slotsejeren. Og vi fik smagt os gennem det aktuelle udbud. Det var gode sager. Vi fik snakket en masse vin. Familien var meget passionerede og dedikerede. De have indenfor de sidste ti år fået så megen god omtale, at alle forventede, at de skule være blandt de bedste i hver årgang.

De Paraza's vinmarker ligger med udsigt til kanal de Midi. Romerne var der først. Der har været dyrket vin uafbrudt siden. Slottet er fra 1700-tallet. Filosofien er klar: Intet skal spares for at gøre stedet til der, hvor Minervois bedste vin bliver til. Grenache er en drue der skal bruge masser af varme. Og den klarer sig udmærket uden for megen væde. Det er klart at den derfor er populær i Sydfrankrig og i Spanien. Man mener at den oprindelig stammer fra Languedoc.

Den giver et stort udbytte, men er så ikke så spændende.
Det bedste resultat opnås når man holder udbyttet nede og sørger for at bevarer friskheden i vinen. Meget smuk ruby i glasset. Intens næse med pift af solbær og kirsebær. Smagen er rund og blød og gør vinen meget drikkelig. Man efterlades med en lang krydret eftersmag.


Tips til servering
Vinen anbefales til alle kødretter, klassiske oste og mørk chokolade kage.