2015 Adrio, Trebbiano d’Abruzzo, Italien


Tidligere var Abruzzo kendt for at være underleverandør
til andre vinområder. Blandt andet til naboen i Toscana
som var en vigtig kunde. Det var kooperativerne der dominerede produktionen. Der blev spekuleret i mængder
frem for kvalitet. Ind i mellem var der nogle få fremsynede,
der viste at det godt kunne lade sig gøre at lave vine med personlighed. Det gav flere og flere af vinbønderne modet
til selv at forsøge sig, og Abruzzo har hurtigt fundet sin plads
hos den moderne forbruger, og er i dag en vigtig leverandør især til Nordeuropa, hvor vinene passer fint til mad, klima
og forventninger.

Man skal bare finde de rette mennesker at handle med. 
Vi er glade for vinene fra Agricole Gussalli Beretta. De har været i gang i lang tid. Vingården ligger for foden af bjergene ved Vomano floden, ca. 2 kilometer fra Adriaterhavet og mindre end 20 kilometer fra Gran Sasso bjergene, hvor det højest punkt er 2920 meter. Her finder man et ideelt vinklima, som man forstår at udnytte. De kølige briser fra bjergene og havet giver karakter til vinene, og sørger for at de aldrig ”sveder”.

Jorden har en fin sammensætning af grus og kalk,
og har vist sig at være den perfekte ramme til kvalitetsambitionerne. Sammen med en stor forståelse
for de forskellige mikroklimaer er man hos Orlandi i stand
til at lave vin der tilfredsstiller de mest forvænte ganer.

Trebbiano er den mest populære grønne drue i Italien.
Den dyrkes over alt. Den er let at have med at gøre og giver godt. Resultatet er naturligvis meget forskellig fra nord til syd. De der forstår at holde udbyttet nede kan lave en fremragende vin med masser af god smag. Det er 100% Trebbiano fra region Abruzzo. Vinstokkene står i Montepagagno i et let kuperet landskab. Druerne er høstet i midten af september. Med håndkraft, og bragt hurtigt til pressehuset. Vinifikationen foregår på stålfade. Som koldgæring. Gennem hele vinteren ligger den unge vin sammen med gærresterne.

Vinen er lys strågul med et grønt skær. Næsen domineres af frisk frugt og smagen af fine urter med lidt mineraler.


Tips til servering
En lækker tør hvidvin til bordets glæder.
Kun fantasien sætter grænser.