2015 Domaine du Grezas, Côtes du Rhône, Frankrig


Der er bred enighed om, at det er i Rhônedalen man får mest vin for pengene. Côtes du Rhône skuffer næsten aldrig. Det er vine med kraft, saft, lidt krydderi og en god portion alkohol der holder sammen på det hele.


Vi skal en tur til den nordlige del af dalen. Der er en masse for den vininteresserede, men også for turisten og naturelskeren. Det er et eldorado for kanofolket og campister.


Vi er på Rhôneflodens højre bred lidt syd for Montelimar. Kendt for at lave fransk nougat, der lige som den lokale vin sendes over hele verden. Det er et fantastisk landskab. Man drages af bjergene og de dybe slugter og de utallige grotter og drypstenshuler. Det er vildt og klippefyldt. Det er ikke her vinen gror. Vi skal følge Ardeche-floden lidt sydpå indtil 30 kilometer før den løber ud i Rhônefloden. Her begynder vinstokkene at fylde op i landskabet. Lidt længere fremme kommer vi til brødrene Bouchon’s vingård Domaine du Grezas. 30 hektar i alt med vin. Jorden består af hårde kalklag dækket med masser af sten. Det er meget krævende at få noget til at gro her. Det græs der vokser op spontant, får lov at blive. Det kan simpelthen ikke hakkes væk, og man vil ikke sprøjte. Man forsøger at komme så tæt på at dyrke økologisk som overhovedet muligt.


Grenache og syrah deles om jorden, men der er dog blevet plads til en lille portion med gamle carignan-vinstokke. Vi spurgte brødrene hvorfor deres druer var bedre en naboens. ”Beliggenhed” sagde de med en røst. Alle 30 hektar ligger på bløde bakker der vender mod den opgående sol. Det giver en langsom morgen-opvarmning og en lige så langsom afkøling når solen går ned.


Brødrene Bouchon mener at druerne stresser mindre når temperaturforandringerne ikke er for voldsomme. Det er dyrkningen af jorden og pasningen af vinstokkene der får hele deres opmærksomhed. Selve processen hvor druerne omdannes til vin sker helt på naturens premisser.


Domaine du Grezas er domineret af syrah, der dukker op i både duft og smag. Brombær, sort peber, violer og lakrids, der blander sig fint med grenachens varme og imødekommende saftige frugt med fine krydderier som timian og rosmarin. Smagen forener sig med lækre toner af solbær, figen og tobak. Saft og fylde er pakket elegant ind i 15% alkohol uden at det går ud over elegancen.

Tips til servering
Perfelt til svinekød og kød i magtfulde saucer, grillmad og lignende.