2014 Vinorum, Cabernet Reserve, Argentina


Vi vil ikke skjule, at Cabernet fra de rigtige områder i argentinske Mendoza, er noget af det bedste vinens verden kan byde på netop nu. Hvis man skal have samme kvalitet i for eksempel Frankrig, så skal man af med mindst dobbelt så mange kroner. Derfor er vi selvfølgelig meget opmærksomme på, hvad der sker der ovre/nede for foden af de mægtige Andesbjerge.

 

For nylig smagte vi forskellige nye Mendoza-udgaver af Cabernet Sauvignon. En havde vores særlige opmærksomhed. Vinorum hed den. Det var navnet på både vinen og vingården. Taget fra det latinske "Vinum regum, rex vinorum", som betyder "kongernes vin, vinens konge". Det synes vi nok, at vi har hørt før. Barolo har for eksempel ført sig frem under dette slogan i et par hundrede år. Og før dem var det den ædle søde, ungarske Tokaj, der lod sig udråbe til konge. Men lad os bare få en hel kongerække, hvis det bare er lige så godt som det, der gemmer sig i denne flaske.

 

Vinorum er ejet af familien Altieri. De købte i 1998 en gammel vingård i det der kaldes "det høje Mendoza", der ligger i Lujan de Cuyo. Det er her Argentinas bedste vine har deres rødder. Det er fladt land, man har svært ved at forestille, at man er 1000 meter over havet. De sneklædte Andesbjerge står som et magtfuldt bagtæppe. Det er utroligt smukt. Vinorums smagelokale har naturligvis indrammet denne fantastiske udsigt, og man skal i en købssituation passe på ikke at blive "påvirket".

 

Vinorum er en lille vingård med store ambitioner. Druerne håndplukkes (til denne vin den første uge i april) i små kurve, så klaserne ikke beskadiges. Gennemsnitsalderen på vinstokkene er 65 år. Derfor er høstudbyttet meget begrænset, men til gengæld med en utrolig koncentration og intensitet.

Processen styres og kontrolleres dagligt. Intet overlades til tilfældighederne. I reserve-udgaven lagres vinen i 18 måneder på små franske træfade. Vinen filtreres ikke ved aftapning. Derfor kan der efter længere tids flaskelagring dannes noget bundfald.

Vinen er silkeblød og indsmigrende. Saftfuld med bærfrugt, blomme og engelsk lakrids. En vin med både muskler og elegance, velpoleret til det yderste. Alle vil kunne lide den til alt. Så enkelt er det.


Tips til servering
Nationalspisen i Argentina er oksekød, så vi anbefaler Vinorum til alt godt fra oksen.