2015 Maccori, Sardinien Carignano del Sulcis DOC

, Italien


Vingården hedder Calasetta og regnes for en af pionerende i den sardinske vinindustri. Vi skal helt ned på øens sydvestlige spids for at finde rødderne til vinen.

Calasetta blev grundlagt i 1932 af et dusin fremsynede producenter, der så de gode muligheder for vindyrkning.
Der var et stabilt klima med den rette kombination af sol,
vind, hav og sand. Netop jordens store sandindhold gør at den frygtede vinlus ikke bryder sig om denne del af Sardinien.
Det betyder at man ikke behøver at bruge vinstok materiale med podet amerikansk rod (som alle andre steder).
Resultatet er druer med mere frisk frugt og elegant duft.
Noget alle misunder dem.

Det er middelhavsklima med varme og tørre somre.
Engang imellem giver mistralen fra Rhônedalen et frisk pust over øen. Og kan knække grene og ødelægge opbindinger. Derfor plantes i buskform. Den dominerende drue er Carignano, som formodentlig blev introduceret til Sardinien af fønikerne. Slår man op for at finde lidt mere viden om denne drue, får man at vide at den er ”sort og syrerig, snerpende og ikke nogen stor nydelse”. På trods af dette lidt blakkede ry har Carignano altid være en god drue til blandinger.

For tyve år siden var der lige pludselig ikke mere brug for disse tilsætningsvine. Mange rev derfor der vinstokke op og plantede andre sorter. Vinbønderne i Sulcis havde altid følt at deres vin var for god til at blive blandet med ordinær vin. De forædlede produktionen. De søgte finesse frem for robusthed. Og de fik succes med elegance og saftig frugt.

Hurtigt sporede den kræsne elite sig ind på det nye tilbud og Carignano del Sulcis blev kendt som øens bedste rødvin.
I det første årti kunne udbuddet ikke følge med efterspørgslen. Priserne var derfor voldsomme. Men er nu havnet i et fornuftigt leje.

Denne vin er lavet på 100% Carignano. Der står 6000
vinstokke på hver hektar. Og der høstes 6 tons druer pr hektar.
Druerne håndplukkes og sorters inden vinifikationen.
Der er skal kontakt under hele gæringen der holdes omkring 28 grader. Vinen bundfælder ved egen kraft vinteren over, og tappes på flaske i det sene forår. Vinen er klar til at blive nydt nu og de næste to, tre år.

Farven er mørk purpur med et forunderligt lyst skær. Saften af røde bær dominerer. Solbær og hindbær. Den er behagelig tør med en fyldig eftersmag. Intens og lækker. 2 glas i Gambero Rosso (seriøs italiensk vinguide).


Tips til servering
Perfekt til fjerkræ og lyst kød. Gerne serveret i store glas og et par grader under stuens temperatur.