2015 Corvina, Cantina di Negrar, Rosso Veronese IGT, Italien


Veneto er nok den italienske provins, som de fleste danskere kender bedst. Gardasøen, Verona og Venedig er noget alle vil se, ”inden de dør”. Vi er for foden af Dolomitterne ned til den flade Podal og fra Gardasøen til Adriaterhavet. Et pragtfuldt område.


Det var vine fra Veneto der var mange danskers første
møde med italiensk vin. Vi lærte at kende navne som Soave
og Valpolicella. I 1970’erne blev de tilbudt på to-liters flasker med skruelåg. Vinene var ualmindelig lette og meget friske,
og bestemt ikke noget kendere kunne anbefale. Veronese producenterne vidste godt, at der skulle ske nogle forbedringer, hvis de skulle gøre sig i fremtiden. De udviklede vintyper som Amarone og Ripasso. Altså magtfulde og kraftige vine, lavet på delvis tørre druer. Det var vine der hurtigt blev publikum-favoritter og Veneto fik status som vinområde for den gode smag.

Denne Corvina er en af de mange nye typer der er
kommet til. Den har ikke den overvældende kraft og saft
som fx Amerone og Ripasso, men der imod en blød og charmerende fyldig frugt, som netop den moderne forbruger søger. Druen er den klassiske Corvina, der står bag alle de bedste vine fra regionen. Vinstokkene har rødderne i den bedste Valpolicella jord, lidt oppe i højderne, og nyder svalende briser fra havet. Vinstokkene er i gennemsnit mellem 20 og 30 år. De er plantet i pergola og yder ca. 9000 liter per hektar.


Druerne er håndhøstet den 20. September og en uge frem. Stilke fjernes før vinifikationen. Gæringen varer ca. 10 dage. Hver dag omrøres mosten. Man sørger for at temperaturen aldrig kommer over 28 grader. Det hele foregår på ståltanke. Når vinen er færdiggæret stabiliseres den og hældes på fad, hvor den får lov til at slappe af til februar. En let filtrering og
så på flaske, klar til at blive nydt.

Ruby rød med purpur skær. Typisk for en ung vin. Klar og brillant i glasset. Frisk frugt dominerer næsen. Hurtigt dukker noget krydret op. Vanilje og kirsebær blander sig. Oplevelserne videreføres i smagen, der er pakket ind i blød og venlig fylde. Man efterlades med en lækker vinøs eftersmag. Vinen skal nydes et par grader under stuens temperatur.
Den skal være lidt frisk at få i munden.


Tips til servering
Den passer til stegte kødretter og alt fra grillen.