2015 Bacaro, Grillo,  Cantine Cellaro, Terre Siciliane IGT, Italien


Sicilien er Middelhavets største ø. De lokale synes også selv,
at det er den smukkeste. Vi tør ikke være uenige med dem. Foruden skønheden er der også en uforklarlig følelse af historie og drama både i byerne og ude på landet. Vi får at vide at mafiaen ikke mere spille nogen rolle på øen, alligevel kan man jævnligt læse om mafiabosser der arresteres og får langvarige  fængselsstraffe. Det er bare øens kultur. Sådan kan det vel forklares.

Vinmæssigt har man beviser på at vinen spillede en vigtig rolle allerede før Kristi fødsel. Man har fundet madrester fra den tid, som viser at man havde en spændende madkultur og at
der var stor forskel på, hvad der var på de riges tallerkener og så det "pøblen" måtte finde sig i at mætte sig med.
Det samme gjaldt vinen. Den gang blev de bedste vine lavet på græske druesorter. Nu om dage er der kun få af dem tilbage. Man har med dygtighed forædlet egne druesorter, så kun meget få forsøger sig med de internationale druer, der ellers dominerer over hele verden.

Cantine Cellaro blev etableret i 1969. 500 lokale vinbønder med jord og vinstokke i området omkring Sambuca, blev enige om at gå sammen for at lave vin til den moderne for bruger uden at ændre alt for meget på DNA'en. Klimaet omkring Sambuca er perfekt. I vintermånederne er gennemsnitstemperaturen på ca. 15 grader. Somrene er varme. Man udnytter de kølige briser fra havet. Og høster druerne om natten. Sambuca er tilpas langt væk fra den aktive vulkan Etna, at den ikke udgør nogen risiko.

Druen er Grillo. Den gjorde sig så godt i Apulien, at man også ville forsøge sig på Sicilien. Nu har man flere hundrede års erfaring med den, og betragter den som sin egen. Grillo betyder "fårekylling". Det er en superhvidvin når vinmageren forstår at behandle den ordentligt.

Druen må ikke svede når den kommer i hus. Den skal
presses forsigtigt og langsomt. Gæringen skal foregå ved lav temperatur for at opnår den maksimale aroma. Lagringen er på ståltanke og ved lav temperatur. Vinmageren fortæller at vinen er specielt designet til yngre nydere, der søger værdi for pengene. Vi mener ikke at alderen skal være nogen begrænsning af nydelsen.

Vinen er strågul og indbydende. I næsen både sommerblomster og eksotisk frugt. Den fylder munden med en livlig tør smag som renser uden at ridse.


Tips til servering
Perfekt til alle former for fisk, ris- og pastaretter. En vin alle vil kunne lide.