2014 Alibi Red, Vinho Alentejano, Portugal


Alentejano er området på den anden side af Tejofloden – set fra Lissabon. Det er et kæmpe område som dækker en tredjedel af Portugals vinjord. Måske på grund af størrelsen og viften af forskelligheder, var man meget tilbageholdende med at give distriktet DOC-status. Men nu er det gjort. En proces der har været godt hjulpet af de mange udenlandske vinhuse der har slået sig ned i Alentejo. De har tilført energi, viden  og en god konkurrence som har udviklet vinene til at kunne klare sig i international selskab.

Foruden vin er Alentejo også kendt for sin store produktion af kork. Ca. halvdelen af verdens samlede produktion kommer herfra. Naturligvis føler man et vist pres fra skruelåg og bag-in-box industrien, som man på forskellig måde forsøger at mistænkeliggøre alt andet end kork. Man forsøger at forklare at man vil miste et halvt hundrede fuglearter, hvis man fæller alle korktræerne. Og at man vil få en gold ørken i stedet for. På trods af det ser man flere og flere portugisiske vine med skruekapsel.

Flere danske landmænd har søgt lykken i Alentejo. De var tiltrukket af de lave jordpriser, men måtte efter få år give op. Både fordi udbyttet var alt for lavt og fordi smeden først dukkede op et år efter, at majetærskeren brød sammen. Til gengæld har de danskere der forsøgte sig som vinbønder haft succes.

Vi har i denne omgang valgt at gå til en af portugals dygtige unge vinmager. Hans familie har lavet vin i flere generationer, og han har helt klart en ide om, hvordan en god rød portugiser skal være skruet sammen. Først og fremmest skal man bruge de lokale druesorter. De har i flere hundrede år vist deres styrke. De har fundet sig tilrette og har udviklet sig til den jordbund de står i, og det klima der hersker.

Denne vin har 40% Aragonaz (den portugiske udgave af Tempranillo hindbær og blomsterduft), 40% Trincadeira (mørk farve god frugt), 10% Alicante (karakter og tanniner) og 10% Touriga Nacionale (minder lidt om en unge Cabernet Sauvignon). Det er en god pallet at gå ud fra, når man skal foretage den endelige blanding.

Når druerne høstes afrives alle stilkene. De første tre dage udbløde skaller og frugtkød i kølige omgivelse. Gæringen er overstået på mindre end en uge. Bundfælder naturligt nogle måneder på tank inde aftapningen på flaske.

Et godt glas vin, der fylder én med fornøjelse. Smager af en masse. Kraftfuld men samtidig også venlig, blød og charmerende. Intens smag og aroma af rød frugt. Velafbalanceret.

Tips til servering
Vil ikke blive væltet af kraftig og krydret mad.