2015 La Grange, Grande Cuvée Blanc Tradition, Pays d’Oc, Frankrig


Første gang vi besøgte La Grange var vi ganske overvældet af den landskabelige skønhed der mødte os. Indtrykkene forstærkes af en forunderlig ro, der er nærmest larmende. Garriquen og tusinder af forskellige krydderurter kæmper om at mætte luften med parfumerede indtryk. Det er klart at vinene, der har rødder i denne jord, har noget ganske særlig at byde på.

La Granges er et lille familieejet vinhus der ligger på kanten til Haut Languedoc national park. Hemmeligheden bag La Granges succes er en lille produktion, der kan overskues og stor passion i hele processen. Det lyder ganske enkelt. Man kan sådan sat ikke forstå, at ikke flere følger denne vej. På La Granges har man for længst erkendt at kvaliteten skabes på marken. Udviklingen følges nøje på daglige gåture. Meget kan ordnes med rettidigt omhu. Og når druerne kommer til er hele familien med i marken. Der diskuteres balancen mellem syre og sødme. Der smages igen. Og diskuteres endnu mere. Når druerne har opnået fuld harmoni, vil det sige ingen bitterhed, ingen grønne noter. Frugtsyren må ikke dominere, men skal fordele sig ligeligt i munden. Så gives der signal til høst, som selvfølgelig foregår manuelt. Undervejs sorteres der ikke egnede druer fra. Det er vinmagerens ære der står på spil.

Druerne er hentet fra en vinmark der kaldes ”Prat Bibal”. I den forbindelse vil vi lige nævne, at for mere end 200 år siden var La Grange en fårefarm af en vis betydning. Hvert år lægges et lille fad vin til side til den særlige anledning. Kun de bedste markstykker med de bedste druger for lov at komme med i fadet. Det er denne tradition der får lov at leve videre som ”Grande Cuvée Blanc”.

Prat Bibal ligger i Gabian en lille by i departement Herault. Den betegnes af alle som La Granges juvel, og er et af de bedste beviser på, hvad der er opnåelig i det sydfranske. Vinstokkende står i en højtliggende dal oppe ad skråningerne i et ellers vildt og svært tilgængelig område. Denne vin er et blend af hovedsagelig Chardonnay og Sauvignon Blanc. Koldgæret naturligvis. Klassisk chardonnay næse – eksotisk frugt,  tør, fint krydret med en cremet fylde og en meget indbydende smag – markant og uden ridser.

Tips til servering
Serveres afkølet til stegte fiskeretter, fjerkræ, lyst kød. Som vin til hele måltidet eller bare som aperitif.


.