2014 Brolo, Garda Classico Groppello DOC, Cantina Marsadri, Italien


Vi skal en tur til Gardasøen i Norditalien. På grund af det milde klima og den smukke natur, er det en af danskernes yndlings feriedestinationer. Vi kender deres vine. Har fulgt dem gennem generationer. Og glædet os over variationen.

Vinbønderne er fulgt med tiden, mange af dem måske lidt for hurtigt, så vinene har mistet deres lokale identitet. Men stadig finder man folk der fastholder, at vinen skal bevare sit lokale særpræg. Vi har besøgt en af dem, der gør mest ud af at forene det bedste fra ”fortiden” med det der er muligt i dag,
Det er Marsadri familien som grundlagde deres vinhus i 1879. Den oprindelige vingård ligger i centrum af den lille Raffa landsby. Fornyelig flyttede man til nye og større faciliteter på Strada Statale.

Det var oldefar Vincenzo Marsadri (som i dag er i 80’erne) der pressede på for at udvide strukturen så man kunne imødekomme den stigende efterspørgsel.
Cantina Marsadri drives i dag af Vincenzos datter Laura, hendes mand Mario, som er tidligere professionel fodboldspiller og datteren Livia.

Vingården ligger få kilometer fra Garda søen, øst for Brescia. Produktionen foregår nu i et moderne vinhus.  Men man laver ikke om på noget før der er noget bedre at sætte i stedet. Man arbejder med stor respekt for traditionerne og for den smukke natur. Bæredygtighed spiller en stor rolle og vingården er nærmest selvforsynende med solenergi fra solpaneler montaget på taget.
Cantina Marsadri blev som en erkendelse for deres arbejde optaget i Italiens ”Registro Italiano Imprese Storiche (historisk ejendom og produktion). Familien støtter en række kulturaktiviteter. Siden 2010 har man åbnet et lille bibliotek ved vingårdens butik. Her kan forfattere, forskere og kunstnere  præsentere deres værker.

Klimaet omkring Gardasøen er mildt og venligt. Og det er vinene også når forstandige mennesker står bag. Som her. Druen er den historiske og klassiske Groppello  drue. Det er også den der lægger krop til de fornemme Valtenesi vine. Her optræder den som enkelsortsvin med ret til appellationen ”Garda Classico Doc”.

Det er en vin der er let at holde af. Der er ingen skarpe kanter. Charmerende og livlig frugt dominerer næse og mund. Noter af kirsebær, blommer og mandler dukker op. Halvtør med en fin kant. Tanken om et glas mere dukker hurtigt op.

Tips til servering
Vinder ved at blive nydt et par grader under stuens temperatur og passer perfekt til en god pastaret, til fjerkræ til lyst kød i det hele taget.