2011 Ribeo, Morellino di Scansano DOCG, Toscana, Italien

 

På vores smageture rundt omkring i vinens verden, spørger vi altid om der skulle ligge et lille spændende restparti i et hjørne af kældrene, som har fortjent en tur til Danmark. Det har skabt os og vores kunder mange gode oplevelser. Sidste gang vi var i Toscana faldt vi for en moden velsmagende vin der var absolut drikkeklar.  Vinmageren Alberto Tanzini fortalte, at årgang 2011 var særdeles vellykket, og at han derfor havde lagt lidt til side, som skulle have ekstra lang lagring.  Han fulgte nøje udviklingen, og i januar 2013 blev vinen tappet på flaske, og lagt ned i et mørkt hjørne af kælderen. Den bundfældede sig kraftigt under flaskelagringen, og han besluttede derfor, at det særlige parti skulle filtreres og igen tappes på flaske.  Og her er den så. Det er en vin Alberto er stolt af, selv om processen er bekostelig og dyr.

Morellino di Scansano ligger tæt ved kysten og tæt på bjergene. Scansano er navnet på en lille by, som blandt andet er kendt fordi Napoleon i 1815 opslog sit hovedkvarter her. Morellino er navnet på den specielle klon af druen Sangiovese piccolo, som har vist sig at yde fortræffeligt på disse kanter. Alberto Tanzini kom hertil i 2003. Han købte vingården Roccapesta, hvor der hørte 72 hektar jord til. Det var god jord tilplantet med de rigtige vinstokke. Den ligger i ualmindelige smukke omgivelser. Han fik egnens bedste vinmager til at hjælpe sig i gang. I dag er Alberto selv den bedste.

Der er tradition for at tilsætte  et par ekstra druesorter i den ellers dominerende Sangiovese blanding. Det gøres for at give vinen ekstra kant og vel også for at vinmageren kan vise hvad han dur til.  Alberto fortæller at han i denne vin har brugt 7% Alicante-druer, der oprindelig kommer fra Spanien. I Frankrig kaldes den Grenache, og så er de fleste på hjemmebane igen. Den giver en god duft og blødhed til vinen. Klimaet i dette kystnære område er generelt meget varmere end i resten af Toscana. Det er med til at give venlige vine med fylde og saft.  Inden druerne kommer i hus har de været gennem tre selektioner før gæringen sættes i gang. 14 dage med fuld skalkontakt. Et par års lagring inden aftapningen og så et par år på flaske.

Hæld vinen på karaffel. Vin med lidt alder har godt af at får tid til at ”trække” vejret. Næsen er meget imødekommende. Hurtigt dukker der lidt sødmefulde skovbær, chokolade og kirsebær op. Medium fylde der domineres af lækker frugt og modne tanniner.

Tips til servering
Drik den til kødretter med magtfulde saucer.