2014 Justina, Bodega  de Moya, Bobal, Valencia DO, Spanien


”Passion, tålmodighed og hengivenhed” det var en sætning vi hørte flere gange da vi besøgte Bodega de Moya i Valencia. Historisk har man i det område af Spanien koncentreret sig om at lave fede, sorte alkoholrige vine til Europas blandingskar. I dag efterspørges mere ”civiliseret” vine domineret af saftig frugt.  På forbavsende kort tid er det lykkedes vinbønderne i Valencia og omegn, at ændre stil. Man har fået  international succes med druerne Monastrell, Tempranillo og Bobal. Især har sidstnævnte overrasket, vel fordi man havde vænnet sig til, at det bare var en arbejdsdrue, der højst kunne ”presses” til en god lille dagligvin. Men behandlet korrekt udvikler den sig til en elegant vin med masser af velsmag. En af dem der kan det er Yves Laurijssens. Tidligere succesfuld forretningsmand i Belgien.

På en rejse til Valencia, var det en Bobal vin, der overbeviste Yves om, at hans fremtid lå her. Han havde altid haft drømmen om en vingård.  Men nu skulle det være. Hele familien var med på ideen. Man lovede hinanden at ofre blod, sved og tårer på projektet. Det var her man fastslog vinhusets motto ”Passion, tålmodighed og hengivenhed”.

Når valget faldt på Valencia var det fordi jorden, vinhusene og druerne var billige, efter nogle årtier med noget der lignede depression. Og så var let at få vinene ud i den store verden herfra. Familien lærte sig hurtigt at man skal trække ind i baglandet og lidt op i højden for at finde de bedste betingelser. Her er det koldt om vinteren og ofte regnfuldt i foråret. Men en sikker lang og tør sommer redder resultatet. Hektarudbyttet er meget lavt. Under to tusinde liter pr hektar. Det bedste resultat opnår man ved en nøje udvælgelse inden druen kommer i kælderen. Alt grønt fjernes og kun modne druer får lov at komme indenfor.

Vinen lagrer på store (1000 l træfade i 12 måneder. Den er drikkemoden når den tappes på flaske. Bobaldruen er meget mørk og tykskinnet.  Og fyldt med ekstrakt og velduft. Når den er bedst har den en elegant saftig frugt og en tydelig duft og smag af sorte kirsebær. Hvis man fornemmer et internationalt pift er det fordi Yves har valgt at tilsætte 12% Syrah og 10% Cabernet Sauvignon i den endelige blanding.

Tips til servering
Vinen passer glimrende sammen med fede og krydrede kødretter og modne oste.