2014 I Muri, Negroamaro, Pulia, Vigneti del Salento IGP, Italien 


Vi er nede i den italienske hæl. Indenfor de sidste to årtier, er vinproduktionen halveret, men samtidigt er kvaliteten steget betydeligt. Det er ikke fordi Apulien, eller Pulia som regionen hedder på italiensk, er et nyt vinland der pludselig er dukket op ud af ingen ting. De har haft vin som en naturlig og vigtig landbrugsafgrøde lige siden grækerne sejlede over havet til Italien, og satte de første vinstokke. Lige siden har Apulien været en vigtig vinproducent. De har ikke kun lavet vin til sig selv, men har også leveret  masser af sort og alkoholrig vin til Europas blandingskar.  I slutningen af 1990’erne måtte man erkende at efterspørgslen på vin til blanding faldt drastisk. Kunderne ville have den ”rene vare”. Vinbønderne i Apulien fandt hurtigt ud af, at det jo netop var det de havde beskæftiget sig med i flere århundrede. Forbrugerne var hurtige til at tage imod de nye tilbud. De følte, at de fik en masse vin for pengene. Og det er den situation vi har i dag.

En af de mest roste vinproducenter er I Muri. Det er luksusgruppen Farnese, der står bag. De har erfaring fra alle de klassiske italienske vinregioner. Og altså nu også i Apulien, hvor de har købt sig ind i et par vinerier i Manduria området. Filippo Baccalaro er ansat som vinmager. Han er fra Piemonte, men faldt hurtigt for de muligheder der byder sig i den italienske hæl. Han er mester i at tæmme Negroamaro druen, så den optræder civiliseret, afrundet  og med stor velsmag.

Negro Amaro betyder sort og bitter. Det er den klassiske drue i Apulien, og den, der står bag de første store vine, som viste mulighederne i regionen. Den har en tæt mørk farve og har let ved at få et højt sukkerindhold og dermed masser af alkohol. Den er stadig sort men ikke mere bitter. Ny teknik og rigtig lagring har reduceret det bitre til noget umærkeligt.
Vinmarkerne ligger ude på landet, hvor sådan nogen skal ligge. For at finde dem skal vi ud på de små veje og først gennem et vred af olivenlunde, før de dukker op. Det er langt overvejende buske vine.  Det vil sige, at vinstokkene ikke er bundet op, men står særskilt som en busk.

Druerne høstes når de er fuldmodne, og bringes hurtigt i hus. Stilkene rippes og druerne kværnes let. Den unge most/vin hældes om to gange dagligt i de 14 dage gæringen vare. Den malokaltiske gæring foretages på ståltanke, derefter 4-5 måneders lagring på lettere brugte franske og amerikanske egetræsfade. Tæt ruby med violet kant, intens næse hvor både frisk frugt og noget krydret pirrer sanserne. Smagen har tydelig solbær. Den er medium fyldig med en god balance og en lang, lang eftersmag.


Tips til servering
Perfekt til pasta og kødsauce, alle kødretter og modne oste.