2011 Capilla del Fraile, Toledo, Spanien


Vi er på vej ind i Don Quijotes land. En times kørsel syd for Madrid er vi fremme ved Toledo, der byder på masser af historie og skarpe klinger. Rundt om os ser vi uendelige rækker af vinstokke. Det meste sælges som Vino de Mesa uden nærmere angivelse af oprindelse. Derfor er det sjældent at vi støder på omtale af vinene. Men man skal ikke bevæge sig ret langt op i bjergene bag Toledo, før man kan finde overraskende gode sager. Det absolut bedste vi smagte var fra Capilla del Fraile, et ungt vinhus der netop har fejret 10 års jubilæum. Store visioner og stædighed har bragt vinhuset frem på internationale hitlister. En af Spaniens dygtigste vinmager (Inigo Valdenebro) overvåger, at man får det bedste ud af hver årgang.

Capilla del Fraile er kendt for kun at gå efter det bedste. Det gælder også deres fornemme extra virgin olivenolie, der er kendt og efterspurgt i hele verden. Her på et lille stykke jord midt i olivenlunden plantede Inigo i 2001 nogle rækker med Syrah. Året efter nogle rækker med Petit Verdot. I alt 14 hektar med vin er det blevet til. Og man har ikke planer om mere, fordi man har et ønske om at have styr på selv de mindste detaljer.

Hvorfor lige Syrah og Petit Verdot? Det er jo ikke typiske druer for Spanien! Vi fik svaret: ”Det var en fornemmelsessag”. Syrah er måske verdens ældste drue. Den har sin oprindelse i den persiske by Shiraz, hvor den har haft rødderne i jorden i mere end 7000 år. Nogen mener, at den kom til Frankrig i 1200-tallet, hvor den blev plantet af en hjemvendt korsridder. Moderne DNA teknik tilbageviser disse påstande, men vi er da ligeglade.

Petit Verdot brillerer ved, at man ikke aner, hvor og hvornår den blev en del af vinens verden. Nogle holder fast i, at det er en Bordeauxdrue. Generelt er der ikke sol og varme nok i Frankrig til at den kan modnes tilstrækkelig. Det er der derimod i Spanien. Inigo Valdenebro har valgt rigtigt.

Sammensætningen er 60% Syrah og 40% Petit Verdot. En ambitiøs og spændende blanding. Håndplukket og kælet for. 12 måneder på små franske egetræsfade. Efter aftapningen, 24 måneder på flaske i kælderen. Altså ingen hastværk. Man kan lige frem smage roen. Vinen fremtræder fuldmoden og drikkeklar. Mørk og tæt, blød og saftig. En uhyre velsmagende mundfuld, som alle vil kunne forstå at værdsætte. Lækker frugt blander sig med duften af sommerblomster og tydelige krydrede undertoner. En fin lang eftersmag. En stor vin.

Tips til servering
Serveres til krydrede kødretter, rødt kød og vildt.